Rødovre gav nordjyderne en tung fight i eftermiddag og snuppede et vigtigt point i bundstriden i Metal Ligaen

Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls 4-3 (0-1,1-1,2-1) 0-0,1-0 Det var ligaens tophold imod ligaens bundhold, da Aalborg Pirates, der med et point kunne sikre sig en plads i Final 4, hjemme tog imod Rødovre, som skulle forsøge at hente Odense Bulldogs. En mission som for begge hold lykkedes, da Aalborg tog sejren i et tæt opgør, som måtte afgøres i straffeslag.

Aalborg kom bedst fra start, og de var ikke langt fra at finde kampens åbningsmål indenfor kampens første minut. Thomas Spelling og Pierre-Olivier Morin kom afsted, og efter en perfekt pasning fra Spelling, afsluttede Morin første gang. Desværre for hjemmeholdet gik afslutningen snært over mål.

Inden dagens kamp hyldede Aalborg sin ungdomsafdeling og kårede Andreas Schou Nielsson som årets ungdomsspiller, og efter godt seks minutter var han meget tæt på at vise hvorfor, da han efter et skud fra tilbagevendte Nikolaj Carstensen, gav en retur, som den unge spiller var tæt på at sende i nettet.

Det var generelt Nordjyderne, som havde tage teten i kampens første 10 minutter, hvor Jeppe Jul og Josh MacDonald begge havde nogle kæmpe chancer. Rørth kom flot i vejen for begge forsøg.’

Rødovre begyndte efterhånden som perioden skred frem at komme bedre med i kampen, og havde held til at stoppe nordjyderne i midtzonen, hvilket tvang Aalborg til at smide pucken dybt, og satse på en fejl i Rødovres opspil.

Rødovre skabte ikke det store, men med 50 sekunder igen, bragte de sig foran. Efter en faceoff sendte Marco Illemann et skud afsted, som flot blev styret ned i isen af Steffen Klarskov. Dermed kunne Rødovre noget ufortjent gå til pause med en føring efter første periode.

Effektive Rødovre
Efter en indledning på anden periode, hvor det var Aalborg, som sad på det meste, men ikke for alvor fik skabt de helt store chancer, var Rødovre ikke langt fra at fordoble føringen. Efter en fejl i midtzonen fik gæsterne skabt en overtalssituation, som gav et helt frit skud fra faceoff-pletten. George Sørensen kom dog glimrende ud af sit mål og fik flot blokeret pucken.

Gæsterne stod dybt og arbejdede eksemplarisk i egen zone, hvor de lod Aalborg have pucken, men fik holdt dem på ydersiden og væk fra de farlige områder, alt imens de jagtede en omstilling. Aalborg var tydeligt frustreret, og kunne slet ikke få deres normal så skarpe pasningsspil til at fungere.

Det skulle blive værre for det nordjyske hjemmehold, da Trevor Cheek scorede til 2-0. Opskriften var den samme, som ved deres føringsmål, hvor Jonatan Nielsen sendte en puck på mål fra blå linje, og inde foran fik Cheek styrede pucken forbi George Sørensen, og overraskelsen lurede i Bentax Isarena.

Effektivt nordjysk special team

Aalborg var tæt på få minutter senere, da Thomas Spelling var meget tæt på at give Aalborg det første mål på en styring. Desværre for Spelling gik pucken snært forbi målet, men i samme situation fik Benjamin Mauritzen en dyr udvisning.

Kirill Kabanov fik pucken kørt ind i Rødovre zone med fart, og med en flot pasning spillede han Mikkel Højbjerg helt fri foran mål. Med et hårdt håndledsskud fik Højbjerg kanoneret pucken ind bag Rørth via den ene opstander. Et vigtigt mål for Nordjyderne, som jagtede udligningen. 2-1 til Rødovre med 20 minutter igen.

Bagud med en enkel var Aalborg tvunget til at jagte fra første fløjt af trejde periode, men ligesom i anden periode havde Rødovre held til at hold Pirates yderligt. Først efter fem minutters spil af perioden fik Pirates en chance, da Klarskov måtte en tur i udvisningsboksen.

Chancen blev udnyttet kort efter, da Thomas Spelling fik hamrede pucken ind bag Rørth i målet med en kanon fra en spids vinkel. Trods få tilskuere fik Spellings hammer stemningen til at stige i Aalborg.

Scoringen bragt liv hos Pirates, og Tobias Ladehoff var tæt på at give Aalborg føringen, men bedst som Aalborg lignede et vinderhold, fik Trevor Cheek nok engang scoret, da han fandt løs puck inde foran mål. 3-2 Rødovre, der endda fik et overtal på en Julian Jakobsen-hooking.

I stedet for Rødovre-mål var Thomas Spelling på spil, da han opsnappede pucken, kom af sted og serverede pucken for Pierre-Olivier Morin, der let kunne sende pucken ind til udligningen.

Rørths mirakelredning
Kampen bølgede frem og tilbage i slutfasen og begge hold havde chancen for at tage føringen.

Med 10 sekunder igen var Aalborg millimeter fra at vinde kampen, da Jeppe Jul Korsgaard fandt Tobias Ladehoff foran mål. Her fik han staven på, og sendt pucken på mål, men William Rørth leverede en mirakelredning og fik kroppen foran pucken. En kæmpe redning af Rødovres målmand, som havde stået en fantastisk kamp.

I overtiden var det Aalborg som sad på spillet, og fik skabt et hav af chancer. Morin fik blandt andet en friløber som Rørth flot fik reddet. Den største chance kom kort før tid, da Kabanov med fine driblinger fik åbnet op for forsvaret med en pasning til MacDonald, der fandt Brøndberg på midten. Rørth blev passeret, men en holdkammerat fik reddet for sin målmand.

I straffeslag viste George Sørensen klassen, da han nappede alle tre Rødovre-straffeslag, alt imens Josh MacDonald scorede på Aalborgs første forsøg. Dermed vandt Aalborg kampen og sikrede en plads i Metal Final4 mod et Rødovre-hold, der fightede stort og spillede ”tættere” end i mange af de seneste kampe.


Kommer Chase Stillman til Danmark? Canadisk forwardtalent meldes på vej RUNGSTED SEIER CAPITAL Metal Final4-klar