Tilbage i sommeren 2023 kom Elias Borup til Vojens Ishockey Klub. Efter kampe på klubbens U18-hold og talentholdet har han nu også fået debut hos SønderjyskE, som har tegnet kontrakt med vendelboen frem til sommeren 2026.
- Elias er et ungt talent, som kommer fra Frederikshavn og har valgt at tage næste step i VIK’s setup. Han har været med flere kampe på ligaholdet og gjort sig fortjent til en kontrakt, siger direktør Klaus Rasmussen.
Trænerduoen roser den unge spiller, som de ser store udviklingsmuligheder i.
- Elias er trådt rigtigt meget i karakter i løbet af sæsonen, både som nuværende topscorer på VIK’s divisionshold og med nogle gode indhop for SønderjyskE i både Metal Ligaen og Champions Hockey League, udtaler cheftræner Anders Førster.
Han bakkes op af assistenttræner Casper Stockfisch.
- Vi ser et stort udviklingspotentiale i Elias. Han er en god skøjteløber, og allerede som 17-årig spiller han meget modent. Vi ser frem til at hjælpe ham med at tage yderligere skridt på sin hockeyrejse. Elias skal arbejde hårdt og tage den del med sig, specielt for at kunne lægge mere på den fysiske del af spillet, forklarer Stockfisch.
Elias Borup var tidligere på måneden med U18-landsholdet, og i Divisionen, hvor ligaklubbernes talenthold spiller, er han turneringens topscorer med 18 point fordelt på ti mål og otte assists.