I går blev det offentliggjort, at Villiam Haag rykker videre i karrieren i den kommende sæson.
I dag afslørede en af Norges største klubber, Vålerenga Hockey, at Haag er en af deres nye spillere til den kommende sæson.
Det er i håbet om at vinde den titel, som Vålerenga ikke har haft siden 2009.
Siden har klubben været nede at vende i middelmådighed, men tabte i denne sæson først i finalen mod Storhamar.
- Det at vinde serien og slutspillet med SønderjyskE var en fantastisk oplevelse. På det her niveau, er det ikke alle, som får muligheden for at vinde noget, så det var vældig stærkt, at vi som klub kunne tage en "double" og vise hele den danske liga, at vi var hold, man kunne regne med. Har man været med til at vinde noget, vil man bare opleve det igen. Det at komme til Norges største klub, gør bare, at jeg også vil vinde her, siger Haag til den norske klubs hjemmeside.