Patric Wener har de seneste fire sæsoner stået i spidsen for Eagles og nu er parterne blevet enige om en toårig forlængelse frem til sommeren 2024.
Det skriver Herlev på sine sociale medier og på klubbens hjemmeside.
Ud over cheftræner vil Patric Wener de næste to år også fungere som sportschef.
- Vi er oprigtigt glade for at det er lykkedes at forlænge samarbejdet med Patric. For det første tror vi på kontinuitet og for det andet har vi i Patric en dygtig, hårdtarbejdende og dedikeret cheftræner med en klar spillefilosofi. Vi glæder os til yderligere to år med Patric ved roret, siger Herlev-direktør Lars Skjøth.
Patric Wener udtaler:
- Jeg glæder mig over forlængelsen og muligheden for at kunne fortsætte det arbejde vi startede op for fire år siden. Jeg ser stadig masser af potentiale i Herlev Eagles og synes vi er inde i en positiv udvikling. Det hold vi er ved at sætte sammen til den kommende sæson er spændende med en god blanding af rutinerede spillere og unge talenter. Jeg er også blevet glad for Herlev som by og føler mig hjemme, selv om min familie bor i Østrig.
Samtidig med forlængelsen af Patric Wener har Herlev Eagles skrevet kontrakt med en ny assistenttræner.
Valget er faldet på svenske Erik Vikström. Han har en lang trænerkarriere bag sig og har tidligere arbejdet for danske klubber herunder Herlev.
Erik Vikström har særligt arbejdet med unge spillere og det bliver også en af hovedopgaverne i Herlev. At udvikle de mange unge spillere i Eagles både på og uden for banen og gøre dem til fuldgode Metal Liga-spillere.
- Jeg ser frem til at komme tilbage til dansk ishockey, hvor jeg har haft nogle gode år. Jeg har allerede haft mange gode samtaler med Patric og glæder mig til at arbejde sammen med ham om at flytte Herlev Eagles yderligere, lyder det fra Vikström.