Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy 3-1 (2-0,1-0,0-1)
White Hawks vandt fortjent, mod et Esbjerg mandskab der i de første 40 minutter var tandløse. Ikke mange rigtige skøjtetag vestjyderne tog i de første to periode, hvor hjemmeholdet var dem klart overlegne. Det kunne være gået helt galt for vestjyderne, som i Mathias Seldrup havde holdets bedste spiller i aften.
Denne skribent ankom til Nordjyske Bank Arena to timer før kampstart, samtidig med Esbjergs spillerbus trillede ind på parkeringspladsen. Men det virkede ikke til vestjyderne kom ud af bussen. For de var absolut ikke til stede i første periode, hvor de var heldige med kun at være bagud 2-0 efter de første tyve minutter.
Det var fornærmende ringe det Jason Jaspers tropper leverede på isen, og der stod Frederikshavn på det hele. 14-5 i skudstatistik efter første periode, hvor de tre af Esbjergs skud kom i det sidste halve minut, gav en god indikation af hvad det var vi var vidne til.
Hjemmeholdet har været i pointmæssig krise den sidste tid, og det var tydeligt at Pelle Hånberg havde en plan. Overfald Esbjerg fra starten af. Og det gjorde høgene, der virkelig kørte på, og testede Mathias Seldrup i Esbjerg buret.
Der skulle dog gå hele 16 minutter inden der blev scoret. Efter to powerplay situationer i træk, som man ikke fik noget ud af, lykkedes det umiddelbart efter at få scoret. Santeri Suistio trykkede af, og den styrede Daniel Madsen ind i netmaskerne til 1-0.
Blot 27 sekunder senere blev det 2-0. Overfaldet på de gulklædte fortsatte, og svenske Dahlroth tog turen bag mål, fandt en fri Jonas Jakobsen, der sikkert scorede fra slottet. Herlig scoring, og pludselig for alvor stemning blandt hjemmeholdets supportere.
Træner Jason Jaspers kaldte til time out for at vække sine spillere. Det lykkedes ikke i perioden, så basis for en ordentlig skideballe til spillerne i pausen.
Om det blev givet skal være usagt, men det var stadig et uinspireret Esbjerg mandskab på isen, der slet ikke kunne få det til at fungere. Kort inde i perioden fik vestjyderne endda en overtalsmulighed, men powerplay var uden idé og tempo.
Det var stadig Frederikshavn på det meste, og med 26-9 i skudstatistik efter anden periode, var der ikke meget at lave for Galansky i høgenes bur. Det der var, tog han sig af med stor sikkerhed.
Seldrup i den anden ende reddede ene mand gæsterne for ikke at være bagud med 5, ja måske endda 6-0 efter anden periode. Flere gode redninger diskede han op med, hvor Brinkman, Frederiksen og Halme testede ham.
Helt holde tæt kunne han dog ikke i perioden, da Esbjerg defensiven mistede en puck bag mål. Mikkel Rask leverede en hasarderet pasning, som Halme opsnappede. Hen til Brinkman med den, der eksekverede den videre til Frederiksen, og han sendte sikkert pucken ind til 3-0 føring.
Den stilling holdt perioden ud, og Esbjerg lignede på ingen måder et mandskab, der havde midlerne til at komme tilbage i opgøret. Dertil var spillet simpelthen for dårligt i de første 40 minutter, så selv den mest optimistiske Esbjerg fan måtte have svært ved at tro på sine helte i aften.
Alligevel kom der måske optimisme ind i Esbjergs fans. De par stykker der havde taget turen til Frederikshavn, kunne i hvert fald glæde sig over et herligt trækskud fra Travis Brown, der gik hele vejen ind bag Galansky. 3-1 med små 14 minutter igen i Vendsyssel.
Vestjyderne lignede lidt mere sig selv i tredje periode, og hjemmeholdet trak sig også lidt bevidst tilbage på banen. Måske trætheden var ved at spille ind hos vendelboerne. Der var også meget mere fart i esbjerggenserne, som forsøgte at lave et comeback.
Rollerne var byttet fuldstændig om i tredje periode, og nu var de hjemmeholdet til at ride stormen af, når det brændte på. En enkelt gang blev der reddet på selve målstregen, og Galansky havde sit at se til. Med tre minutter igen ramte Jonas Bjerrum stolpen for gæsterne, som nok ærgrer sig over de kun spillede hockey i 20 minutter i aften.
Seldrup ud af kassen til slut, i et sidste desperat forsøg på at hente to scoringer. Det lykkedes ikke, og White Hawks kunne fortjent lade sig hylde som vinder. Ikke noget de har været vant til på det sidste, så naturlig stor glæde da spillerne forlod isen.