Rungsted tæt på et stort comeback, men gabet efter anden periode var for stort for hjemmeholdet. Frederiksen med to point i comeback til dansk ishockey.

Rungsted Seier Capital – Frederikshavn White Hawks 3-4 (0-2,0-2,3-0) Trods et Rungsted comeback forsøg i tredje periode, var tre mål ikke nok mod et stærkt kæmpende Frederikshavn-mandskab, der igen stod godt i det defensive og dermed lagde fundamentet til en flot og i sidste ende fortjent sejr i Bitcoin Arena.

De første tyve minutter i Bitcoin Arena udviklede sig nok ikke som mange havde forventet. Gæsterne fra Vendsyssel med to scoringer i løbet af godt otte minutter, og et Rungsted-mandskab, der offensivt manglede idéerne til at åbne et kompakt White Hawks-mandskab op.

Shane Hanna tog kampens første udvisning, og den udnyttede de hvide høge med godt powerplayspil. Farlige Mads Larsen med et slagskud, og den stod tilbagevendte Christopher Frederiksen klar til at styre ind bag Grubak i Rungsted målet. Bedre start på sit comeback til Metal Ligaen kunne Frederiksen ikke få.

Præcis 30 sekunder senere var han der i øvrigt igen. Han sendte med baghånden pucken tilbage på blå linje til holdkammerat Mieritz, og denne sendte skiven mod mål. Den sejlede hele vejen ind bag en overrasket Grubak, der nok må tage den scoring på sin kappe. I øvrigt ikke hverdagskost at Christian Mieritz bliver noteret for scoringer, og han så da også selv pænt overrasket ud.

Rungsted manglede kreativiteten foran Seldrup, og Tim Daly var vel den der var tættest på at reducere for hjemmeholdet. Han misbrugte det store tilbud, og blev herefter hægtet af Brock Beukeboom. Det efterfølgende powerplay var der ikke bid i, og i stedet tog hjemmeholdet selv to dumme udvisninger mod slutningen af perioden, som de tog med sig ind til anden periode.

Det blev også mere end Rungsted kunne klare, for allerede efter 19 sekunder sendte Mads Larsen et flot slagskud ind bag Grubak i fem mod tre. Han er giftig for øjeblikket Mads Larsen, og har gang i sin absolut bedste sæson i Metal Ligaen.

Friløbere til Shane Hanna for Rungsted og Lucas Andersen for Frederikshavn, der blev misbrugt, inden Rungsted for alvor tog fat. Man fik sat sig solidt ind i White Hawks-zonen, og der kom flere og flere muligheder mod Mathias Seldrup. Han stod godt imod, og hev flere klasseredninger frem.

Shane Hanna og Tim Daly var de farligste for hjemmeholdet i aften, rent offensivt. Desværre også flere dumme udvisninger af topholdet, der virkede en smule frustrerede. Det er ikke hverdagskost at være bagud på hjemmebane, men i aften mødte de også et udehold, der var perfekt sat op til opgaven.

Det så man mod slutningen af perioden. White Hawks presset i bund, men yderst giftige på kontra. Elendigt tilbageløb af nordsjællænderne, og så kunne de hvide gøre det til 0-4 ved den tidligere Rungsted-spiller Nikolaj Krag. I tre forsøg fik han pucken ind bag Grubak, og her må de tre Rungsted angribere tage den scoring på deres kappe. De gav Krag alt for god tid til at øge føringen.

Rungsted skulle komme med noget nyt, hvis de skulle gøre sig noget håb om at komme tilbage i opgøret. Det gjorde de så absolut også efter kun 14 sekunder af tredje periode, da Nichlas Hardt, assisteret af Olsson og Persson, endelig fik sendt pucken ind bag Seldrup. Nu var der tændt liv i øjnene på hjemmeholdet.

Det håb fik yderligere ben at gå på med 14 minutter igen, da Nichlas Hardt for anden gang i aften var skarpretteren. Han styrede pucken ind bag Seldrup på Morten Jensens forsøg. For alvor spænding tilbage i opgøret, og nu manglede man blot en kogende fredags-stemning i Bitcoin Arena.

Totalt Rungsted-dominans, og et White Hawks mandskab der satte sin lid til defensiven, og Seldrup. Det var ikke meget de havde pucken offensivt, men det blev til et stor chance til Brinkman. Den kunne have slukket Rungsted-lyset, og forståelig stor ærgrelse fra White Hawks-forwarden.

Rungsted fortsatte dominansen, og med otte minutter igen fik de som fortjent. 3-4 reducering ved kaptajn Olsson, og nu kunne det gå hvad vej det skulle være. Rungsted pressede og pressede til sidst, og Grubak ud af kassen med to minutter igen.

Men White Hawks holdt stand, og tog også en fortjent sejr set over 60 minutter. De spillede en perfekt udekamp, og trods Rungsteds flotte comeback forsøg til sidst, så kunne der ikke pilles ved at vendelboernes tre point med hjem på den lange bustur.


Herning gennembankede modløst SønderjyskE-hold Esbjerg spadserede sig til sejr i Odense