Pirates spillede i dag finale mod Ringerike Panthers i KIK Trophy, og den norske nummer otte fra sidste sæson blev ikke nogen udfordring for Aalborg, der havde større besvær i semifinalen, hvor det blev 4-3 over Frisk/Asker.
I går var det Thomas Lillie, der spillede kampen, mens det i eftermiddag var George Sørensen, der tog tjansen mellem stængerne. På holdkortet var man uden Thomas Spelling og Oliver Anker Christensen
Nordmændene forsøgte at spille fysisk fra start, men tacklingerne sad ikke godt, og Pirates kunne let spille sig ud af presset. Det var også Pirates, der scorede kampens første mål, da Julian Jakobsen vandt faceoff i offensiv zone til Oskar Drugge, der sendte den på tværs til Anders Koch, der hamrede pucken i nettet.
Kampens første udvisning tilfaldt Pirates, da Martin Højbjerg røg ud for en hooking i egen zone, mens Pirates var sat en smule under pres. Ringerike kunne dog ikke få sat deres powerplay op, og de to minutter løb hurtigt af uret.
Pirates havde pucken en del af tiden, hvor man forsøgte at spille pucken rundt, men timingen sad ikke altid lige perfekt. Især i egen zone havde man flere spændende afleveringer på tværs foran, men man fik også spillet pucken frem til flere gode muligheder.
En af disse muligheder udnyttede Martin Højbjerg til at bringe Pirates på 2-0, da han kom afsted, og sikkert sendte pucken i nettet.
2-0 til Pirates efter 1. periode var ganske fortjent efter en periode, hvor Pirates i store dele var i kontrol.
Trevor Gooch var tæt på at udbygge føringen til 3-0 i starten af 2. periode, da pucken pludseligt lå på hans blad foran mål. Det virkede dog til, at han også var overrasket over det, så han fik ikke sat en ordentlig afslutning.
Pirates havde mulighederne, og man fik også en af de største, da Victor Rollin-Carlsson fik en slashing over staven, da han var helt fri. Han forsøgte at afdrible målmanden, men han kom ned i en spids vinkel, og misbrugte muligheden. Stadig 2-0 halvvejs i perioden.
Det gav en smule momentum til nordmændene, hvor de satte Pirates under pres, men George Sørensen var klar i målet med flere solide redninger.
Mod slutningen af perioden endte det med et par udvisninger til Ringerike, hvilket Pirates udnyttede klinisk. Først var det Oskar Drugge, der sendte pucken via en norsk stav i nettet, mens det halvandet minut senere var Patrick Bjorkstrand, der scorede til 4-0.
4-0 efter 2. periode, hvor det var Pirates, der kørte på i et andet tempo, end Ringerike kunne følge med i.
Efter lidt tumult mod slutningen af 2. periode, så endte det med, at Pirates måtte starte 3. periode i undertal, men det lykkedes at holde Ringerike væk fra de store chancer. Det lignede en periode, som begge hold ville have overstået i en fart, så man kunne komme videre uden skader eller evt. karantæner.
Efter udvisningens udløb, så blev det til chancer i begge ender af isen, hvor det blev til 5-0, da Julian Jakobsen opsnappede pucken i midtzonen og via banden sendte Kirill Kabanov mod mål, og han scorede sikkert.
Pirates fik endnu en mulighed i powerplay med omkring 7:30 igen på uret, men Pirates fik ikke sat spillet op, som man normalt gør, og tiden løb hurtigt af udvisningen. Dog havde man udnyttet de første to powerplays, som man havde fået i kampen.
De sidste minutter løb af uret, hvor Ringerike fik pucken i nettet, men dommerne havde fløjtet af, og Pirates kunne notere sig en sejr på 5-0 og dermed vinder af KIK Trophy.
Kampfakta:
Ringerike Panthers - Aalborg Pirates 0-5 (0-2, 0-2, 0-1)
02:50 0-1 Anders Koch (Drugge, Jakobsen)
15:24 0-2 Martin Højbjerg (Carlsson)
35:49 0-3 Oskar Drugge (Bjorkstrand) PP
37:26 0-4 Patrick Bjorkstrand (Drugge) PP
45:58 0-5 Kirill Kabanov (Jakobsen)
Udvisninger:
Panthers: 4x2 min.
Pirates: 2x2 min