Blichfeld med to mål og en assist i VM-premieren

Man kunne mærke det næsten allerede fra første skift: Den her kamp ville danskerne have fat i fra start. Alexander Trues tidlige friløber - han brændte desværre - var et tydeligt tegn på dansk aggressivitet, spilleglæde og entusiasme. 

Og de livlige danske supportere på lægterne blev ikke skuffet. Danmark endte med at vinde 5-1 over Østrig og dermed allerede tage et stort skridt væk fra bunden af puljen, hvis det altså går som præsten prædiker. 

Det blev til to rød-hvide scoringer i den stålsatte første periode. Markus Lauridsen er en offensiv back med næse for mål, og det beviste han, da han iskoldt nappede en retur og sendte den ind bag en sprællende Madlener i Østrigs bur. 

Danmark var kvikke på pucken i de første 20, og Frederik Storms forecheck efter 16 minutter - og med Danmark i undertal - var perfekt. Han nappede pucken fra en usikker Marco Rossi, der leverede en forfærdelig første periode med to udvisninger og så dette pucktab, der kostede et mål. 

Danmark på 2-0, men lidt malurt i bægeret med en østrigsk reducering kort før tid, hvor der blev begået en stor crosschecking på Phillip Bruggisser i samme moment, som pucken fløj forbi ham og strøg videre ind mod Dichows mål.

Denne Frederik Dichow i Danmarks mål og med de karakteristiske skinner med "Danmark" malet, stod en fremragende anden periode. Den var østrigernes bedste og de rød-hvide blev i nogle minutter presset mere end godt var. Derfor var det dobbelt så befriende, da Joachim Blichfeld viste sit absolut farligste våben frem: Han smadrede pucken op i nærmeste hjørne til 3-1 Danmark. 

Der manglede et minut, og det var en formidabel afslutning på anden periode. 

I de sidste 20 minutter var der ikke meget at diskutere. Danmark holdt fast og slog til et par gange. Felix Scheel afgjorde reelt kampen efter 13:44 i tredje periode, da han piskede en puck ind til 4-1 og i slutningen fungerede den danske powerplay - der ellers havde skrantet noget - også, da Joachim Blichfeld (nu 37 point i 37 landskampe) scorede sikkert til 5-1.

De danske løver satte dermed en streg under, at Danmark på seniorlandsholdsplan stadig rangerer en etage højere end Østrig.

I morgen møder Danmark Canada og dermed bliver der altså modstand fra absolut højeste etage. 

Gå ind og grib chancen, Danmark. Så kan alt ske. 

Oliver Lauridsen blev kåret til bedste dansker mod Østrig. 


Kan løverne overraske i dag? Ja, hvorfor ikke? LØVERNE PÅ LUR efter tre VM-point i eftermiddag