Stærk tredje periode sænkede topholdet i Spar Nord Arena

Herlev Eagles-SønderjyskE 6-3 (0-2,2-1,4-0) Sikke et comeback, Herlev leverede denne aften mod SønderjyskE.

Efter syv nederlag på stribe mod Mario Simionis mandskab lykkedes det for ørnene at levere et stort comeback ved at gå fra 1-3 til 6-3 i Spar Nord Arena, der endte med at koge af jubel blandt de fleste af 648 tilskuere. 

Herlevs comeback fik en kickstart, da Maksim Popovic kort før anden periodes udløb fik reduceret til 2-3.

Det var tilsyneladende noget af en booster for hjemmeholdet, for tidligt i anden periode fik Marius Kring Andersen sendt en lang pasning af sted, som Matthias Asperup tog imod.

Han sendte en tværpasning over til Alexander Lindqvist-Hansen, der plaffede pucken i nettet til udligning. 

SønderjyskE tog en challenge, som blev afvist og det gjorde ondt. Kort efter 3-3-scoringen var Luis Blak Olsen på plads inde foran mål og slyngede en retur i kassen.

Herlev var foran, sønderjyderne i problemer. Gæsterne havde ellers en stor chance til Steffen Frank på en foræring fra Lasse Mortensen, men den blev ikke forvandlet.

Hjemmeholdet fortsatte: Joseph Jonsson drog ned mod Galbraith, men blev i første omgang afvist. Returen sendte han ind til 5-3. 

Pludselig lykkedes alt for hjemmeholdet og en stærkt spillende Victor Cubars satte det sidste mål. I øvrigt efter et skud af Marius Kring Andersen.

Han havde fået chancen i fraværet af Johansson og Baastrup-Andersen, men gik uimponeret til værks og stod altså for tre assister denne aften. 

6-3 til Herlev, og man havde helt glemt, at SønderjyskE faktisk sad tungt på de første tyve minutter med en 2-0-føring og fine mål af Combs og Eskildsen. 

Nøjagtig som søndag mod Frederikshavn, kunne sønderjyderne dog ikke holde intensiteten gående og Herlev åd sig ind i kampen. 

Anden periode blev indledt med en scoring af Victor Cubars, inden Villiam Haag sendte sønderjyderne på 3-1, inden bøtten vendte. 

Sønderjyderne var uden Bryhnisveen, Borring, Lavoie og Desjardins, men syntes altså alligevel at have tjek over kampen, da den var halvvejs. 

Stærkt comeback af Herlev, der nu for alvor lugter et skud i kampen om Metal Final4. Det gælder nu to opgør mod Rødovre, mens SønderjyskE fredag møder Aalborg på hjemmebane. 


VIDEO: MIKKEL BERTELSEN efter Herlev-SønderjyskE Effektive Herning pillede glansen af Aalborgs offensiv