Aalborg Pirates-ledelsen og sportschef Ronny Larsen forsøger nu at styrke holdet ved "folkets hjælp".
Nordjyderne ønsker sig en spiller, der kan forstærke angrebet, lyder det fra klubben, der forsøger at samle 200.000 kroner ind til formålet.
- Jeg drømmer om stærk angriber, der kan arbejde hårdt i begge ender af banen, og som kan styrke bredden. Vi skal stå stærkere, hvis vi får skader, siger sportschef Ronny Larsen.
Nordjyderne har for kort tid siden sat sæsonkort- og billetpriser op for at styrke fundamentet fra klubben og ønsker altså den sportslige forstærkning oveni.
Denne søndag missede Aalborg Metal Final4-kvalifikationen for første gang nogensinde, mens formatet har kørt, og det var og er naturligvis en stor skuffelse, efter at Aalborg gennem det meste af grundspillet har ligget i toppen.
Fire nederlag på stribe kostede dog kvalifikationen. Ganske kuriøst har det været fire nederlag på blot et enkelt mål, så Aalborg kan også påstå, at marginalerne har været imod dem i de seneste afgørende uger op til Metal Final4-kvalifikationen.