Et par personlige fejl blev dyre for Esbjerg, der søndag eftermiddag måtte se Aalborg snuppe kampens bonuspoint i overtiden.

Esbjerg Energy – Aalborg Pirates 2–3 (1-0, 0-1, 1-1) 0-1 OT

Esbjerg tog søndag eftermiddag imod Aalborg hjemme i Granly Hockey Arena. Kampen var sæsonens andet opgør mellem de to mandskaber og det var Esbjerg der havde revanche til gode, da Aalborg vandt det første opgør på egen is med 6-3 for godt tre uger siden.

Til dagens opgør stillede Aalborg uden Lukas Buchta, Martin Højbjerg, Mikkel Højbjerg og Andreas Nielsson, mens Esbjerg måtte undvære Søren Nielsen og Phillip Schultz.

Målmandsduellen stod mellem Thomas Lillie og Mathias Seldrup.

Tuomas Vartiainen sendte Esbjerg i front

Gæsterne kom bedst fra start i kampens åbningsperiode, hvor man ganske vist også blev hjulpet på vej af en tidlig udvisning til Esbjergs Edgars Kulda, der efter mindre end et minut indkasserede kampens første udvisning for en hooking.

I powerplayet, der fulgte i kølvandet på den udvisning, viste nordjyderne glimrende puckomgang, og man kom da også frem til et par halve chancer til Jeppe Jul Korsgaard og Kirill Kabanov. Men Mathias Seldrup lod sig ikke umiddelbart passere.

Esbjerg fik efterfølgende stille og roligt arbejdet sig ind i opgøret og efter små fem minutter tegnede Grayson Downing sig for Esbjergs første mulighed i opgøret, da han tog den direkte vej mod mål og fik testet Thomas Lillie. I den efterfølgende spilsekvens fik også Rasmus Bjerrum testet gæsternes keeper, da han med kort aftræk fik trykket af fra en position lavt i slottet.

Ben Carroll indkasserede Aalborgs første udvisning i det syvende minut og måtte til afkøling for en slashing. Esbjerg havde dog svært ved at få skabt chancer i overtalsspillet, hvor Tuomas Vartiainen tegnede sig for vestjydernes eneste reelle målchance.

Åbningsperioden var i det hele taget ganske jævnbyrdig. De to mandskaber levnede ikke hinanden megen plads og defensiven virkede fokuseret i begge ender. Derfor udeblev de helt store målchancer da også i kampens første kvarter.

Efter 17 minutter måtte både Aalborg-defensiven og målmand Thomas Lillie dog kapitulere, da Tuomas Vartiainen bragte Esbjerg i front med 1-0. Den finske forward var her først over en returpuck inde foran mål, efter at Grayson Downing i første omgang havde sendt en afslutning af sted fra distancen. 1-0 efter første periode.

Aalborg slog tilbage i anden periode

Værterne åbnede anden periode med et længerevarende pres mod gæsternes mål. Oliver Kjær bød ind med en dobbeltchance for Esbjerg i det første minut, men også Casey Gilling fik testet Thomas Lillie, da han tog turen ned langs flanken, skar ind i banen og fik sendt en afslutning af sted.

Minuttet efter var det en dyr fejlpasning fra Will Merchanct, der satte gæsterne i gang. Fra hjørnet bag Esbjergs mål sendte Merchant en pasning direkte ind i slottet, hvor Trevor Gooch fik frit skud lige midt for mål. Amerikaneren eksekverede sikkert, Seldrup var chanceløs og Aalborg havde udlignet til 1-1.

Fire minutter senere indtraf en nøglesituation i kampen, hvor gæsterne troede de havde bragt sig foran. På isen blev der da også dømt mål til Aalborg, men Esbjerg-spillerne opponerede. På afstand så det ud til, at pucken lå under Seldrups benskinne, da gæsterne fik den prikket i mål. Situationen indtraf i det 6. minut og efter en videogennemgang blev scoringen annulleret.

Minuttet efter var der fare på færde i modsatte ende, da Jonas Bjerrum opportunistisk gik på mål og sendte et giftigt forsøg af sted, som prellede af på stolpen bag Thomas Lillie.

Aalborg havde godt fat i spillet gennem flere sekvenser i anden periode, hvor man var dominerende. To Esbjerg-udvisninger omkring periodens halvvejsmærke gjorde selvsagt ikke gæsternes overtag mindre. Men Aalborg-spillerne havde svært ved at bryde igennem det vestjyske box play.

Faktisk var Esbjerg ganske tæt på en overraskende undertalsscoring, da Casey Gilling og Will Merchant kombinerede sig frem til en stor chance.

For gæsterne tegnede Thomas Spelling og Krill Kabanov sig for de største chancer i power play. Men der faldt ikke flere scoringer i anden periode og stillingen var dermed fortsat 1-1 forud for den anden periodepause.

Merchant fra skurk til helt – Vartiainen fra helt til skurk

Esbjerg ville det umiddelbart mest fra tredje periodes indledning, hvor værterne udviste mest initiativ. Men gæsterne stod godt og solidt imod og levnede ikke Esbjerg megen plads eller mange chancer.

Lidt imod spil og chancer i periodens åbning, så var det Aalborg der tog føringen efter små syv minutter. Der var mange spillere samlet på få kvadratmeter og det var derfor svært at se hvad der præcist skete i situationen, men efter lidt småspil omkring Esbjergs mål blev Kirlll Kabanov noteret for målet til 1-2.

Esbjerg lod sig dog ikke slå ud af målet; vestjyderne lagde efterfølgende et ganske højt pres på gæsterne. Thomas Spelling fik raget en udvisning til sig efter 12 minutters spil. Esbjerg fik faktisk leveret et skidt power play, men alligevel lykkedes det for værterne at få udlignet i overtal.

Philip Larsen lagde pucken på mål og inde foran Thomas Lillie var det Will Merchant, der var først over returen, der blev sendt ind bag gæsternes keeper til 2-2.

Trods et Esbjerg-power play tre minutter før tid blev der ikke scoret yderligere og kampen skulle dermed afgøres i overtid. Her blev et pucktab af Tuomas Vartiainen i egen zone dyrt for Esbjerg, da Tobias Ladehoff flot og kynisk sendte pucken op i krydset til 2-3.


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Esbjerg-Aalborg lige her OPTAKT: Esbjerg Energy-Aalborg Pirates