Kampstart 15:00 i Granly Hockey Arena

Esbjerg Energy har nu spillet to hele kampe uden mål imod og det giver selvtillid inden kampen mod Aalborg Pirates i eftermiddag. Vinder Esbjerg i dag kan vi definitivt kalde Energy for en Metal Final4-kandidat og med en organisation, der allerede har tilkendegivet ønske om at være vært i fald af kvalifikation, så er der topmotivation hos hjemmeholdet i dag.

Traditionelt spiller Esbjerg og Aalborg gode, hårde kampe og Esbjergs assisterende træner Erik Petersen forventer også noget lignende i dag.

- Aalborg er et stærkt mandskab, men en god dansk stamme. De har suppleret holdet med stærke imports. Og mange er gengangere, så holdet er sammenspillet.

- ”Pirates” har kunnet benytte holdets kampe i Champions Hockey League til at spille holdet sammen og teste det mod stærke modstandere. Aalborg er en svær modstander, men vi ved, at vi selv er gode. Og vi ved, at vi kan slå alle hold i ligaen. Det er vigtigt for os at prøve os af mod de bedste, slutter Erik Petersen.

Aalborgs motivation er ligeledes til at tage og føle på. 

Nordjyderne kan efter pligtsejren over Rødovre fredag spille sig op på siden af SønderjyskE på førstepladsen i fald af sejr i Esbjerg. Også for Pirates gælder det selvfølgelig Metal Final4-kvalifikationen, hvor der er en pokal at forsvare i givet fald.

Hold øje med: Tobias Ladehoff fortsætter sit stærke spil, kan han prikke hul på Seldrup i eftermiddag?

Skader/karantæner: Højbjerg-tvillingerne og Lukas Buchta senest ude for Aalborg, mens Esbjerg i Odense måtte undvære Søren Nielsen, men ellers havde en hel kvartet af folk tilbage, der manglede mod Herning for nylig.

Historikken: Da de to hold mødtes i Aalborg tidligere på sæsonen, vandt Pirates stensikkert med 6-3 over Energy. Mon ikke det bliver tættere i dag?

Statistikken: Esbjerg har fået et betonforsvar bygget op med seks perioder uden scoring imod. Aalborg har til gengæld Metal Ligaens bedste forsvar set over hele sæsonen med 21 mål imod.

Det forventer vi: Tæt kamp, hvor Esbjerg forsøger med fysik mod det spilstærke Aalborg-hold. Hvem vinder den duel?

 

 


Aalborg snuppede bonuspoint i overtid efter tæt duel HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Odense-Esbjerg lige her