Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 2-3 (1-2, 0-1, 1-1)
Mens Aalborg akkurat missede avancement i Continental Cuppen havde Herning en stærk uge i det sjællandske. To sejre blev det til og denne aften skulle man altså forsøge at bygge yderligere på mod Pirates.
Kampen startede en anelse rodet og begge hold skulle lige finde fodfæste i kampen. Inden kampen var spørgsmålet naturligvis om Aalborgs tre kampe i weekenden skulle blive en for- eller bagdel i aftenens kamp.
Aalborg skulle i hvert fald bringe sig i front, da der første gang rigtig var trafik foran Mathias Seldrup. Troy Lajeunesse stod helt umarkeret og lidt tilfældigt endte pucken lige for, og så var det en smal sag for canadieren at sætte 1-0-scoringen.
Herning havde endnu ikke testet George Sørensen for alvor og man havde heller ikke fået kombinationerne til at glide endnu. For Aalborg så det en anelse bedre ud og man kunne da også med tilfredshed notere sig stillingen på måltavlen.
Selvom gæsterne ikke vadede i chancer havde man det klare momentum i kampen og stod for langt de fleste offensive indslag. Alligevel skulle Herning slå tilbage efter en situation som ikke burde resultere i en scoring. Brett Thompson kunne dog via ryggen på Sørensen liste pucken i mål og så stod der altså 1-1.
Simon Lafrance fik få sekunder senere en halv friløber, men han kunne ikke få passeret Sørensen med skuddet mod den fjerne stolpe.
Otte sekunder før pausen kunne Aalborg så generobre føringen. Nikolaj Carstensen lagde pucken på mål og Julian Jakobsen arbejdede på returen. Det resulterede i en løs puck til Eric Gotz, som han vippede op over en forgæves sprællende Seldrup i målet.
Power i powerplay
Aalborg kunne starte anden periode i powerplay, og det udnyttede man prompte. Darien Craighead lagde en skarp tværpasning og Troy Lajeunesse klappede resolut pucken ind bag Seldrup til 1-3.
I samme tid blev Herning ramt af endnu en udvisning og derfor kunne Pirates fortsætte i powerplay. Vigtigt for Herning at lukke af nu hvis chancerne for point ikke allerede nu skulle slukkes.
Missionen lykkedes i første omgang for midtjyderne, der nu kunne fokusere på at jagte en reducering. I bestræbelserne på et comeback fik man sit første powerplay i kampen kort efter, men man var aldrig for alvor i nærheden af noget farligt.
Aalborg var i fin kontrol med kampen, da man rundede midtvejsmærket og Herning kæmpede fortsat med at få gang i deres eget spil. På omstillingerne var gæsterne stadig farlige og Kirill Kabanov var uhyre tæt på at udnytte netop en af disse.
Selvom Herning kom mere på pucken og tilbragte mere tid i offensiv zone havde Sørensen fortsat gode arbejdsbetingelser. Defensiven stod ganske kompakt og når chancen så endelig bød sig manglede skarpheden. Oskars Cibulskis fik f.eks. masser af plads men han rev skuddet et godt stykke over målet.
Blue Fox sad fortsat på spillet, men man skulle finde noget ekstra i tredje periode, hvis Sørensen skulle passeres yderligere i denne kamp.
Sen reducering
Blue Fox skulle altså ud og finde to scoringer i de sidste 20 minutter. Det førte til lidt rokeringer i kæderne og Hjalte Thomsen havde en god afslutning fra distancen gennem masser af trafik.
Netop trafik foran mål var noget af det der skulle til for hjemmeholdet, mens man samtidig skulle tage sig i agt for de hurtige spilvendinger. Derian Craighead var på ny tæt på at eksekvere for gæsterne.
Fejl var der ikke mange af i gæsternes defensiv, men der sneg sig en enkelt ind med godt ti minutter tilbage af opgøret. Muligheden endte hos Jakob Jessen, og han kunne ikke passere Sørensen fra den noget uvante situation.
Da Herning igen fik en stor chance, var det endnu engang til en af deres backs. Petter Hansson med masser af tid og plads, men også svenskeren fik overplaceret.
Tiden løb så småt fra værterne, og Aalborg var ikke langt fra at krone en perfekt kamp på udebane.
Hjalte Thomsen havde en stor afbrænder inden Blue Fox til sidst lykkedes med at finde netmaskerne. Maksim Popovic modtog pucken midt i slottet og han tøvede ikke med at afslutte. Pucken fandt vej til målet og således ultimativ spænding i slutminutterne.
Seldrup skøjtede ud, mens spillet kørte, og Aalborg stod fortsat imod. Der resterede således kun 15 sekunder da Murray kunne tage sin time-out og Herning måtte sande, at det var for sent. Aalborg tog tre tiltrængte og ganske fortjente point