Frederikshavn White Hawks – Aalborg Pirates 2-6 (1-1,1-1,0.4)
Drengene fra Nordens Paris rejste sig hurtigt efter nederlaget til Esbjerg i fredags, da de fortjent vandt det nordjyske derby. Et ikke særligt velspillet, heller ikke på intensitet, vi blev vidne til, men de røde tog en sejr der blev grundlagt med tre scoringer i tredje periode.
Gæsterne satte sig fuldstændig på begivenhederne fra start, og lagde det tungt tryk mod Galansky og White Hawks defensiven. Høgene fik slet ikke ro, og piraterne sendte det ene skud efter det andet i retning mod mål. Der var overarbejde til det tjekkiske plankeværk fra første face-off, og høgene var på hælene.
Første gang de kom over midten var efter seks minutter, og det var Sebastian Brinkman der tog skiven med fra egen zone. Ingen af de rødklædte gik til ham, og så endte han med at afslutte soloturen, ved at sende pucken ind bag Georg Sørensen. Stik imod spil og chancer, men 1-0 på måltavlen i Nordjyske Bank Arena.
Kort efter var selvsamme Brinkman tæt på at øge til 2-0 for vendelboerne, men Pirates ankermanden var sikkerheden selv i den forbindelse. Hjemmeholdet holdt kortvarigt momentum efter scoringen, inden gæsterne igen fik kontrol over begivenhederne, ved at sætte sig på høgene.
Lidt udvisninger hist og pist gav ikke scoringer, før eftermiddagens fjerde udvisning blev en realitet. Pontus Englund sad til afkøling, da gæsterne fortjent udlignede til 1-1. Det var efter en retur fra Galansky, at Tommy Giroux fik ekspederet pucken ind i netmaskerne, til stor jubel for det flotte fremmøde af Pirates fans denne søndag eftermiddag.
Der stod 1-1 på måltavlen efter 20 minutter, og 2-11 i skud, hvilket talte sit tydelige sprog på, hvem der havde teten i første periode.
Anden periode blev lidt mere lige, om end det stadig var Pirates der havde det meste spil og de farligste chancer. Men hjemmeholdet var meget mere med, og Brinkman havde et par muligheder for at bringe høgene i spidsen af opgøret igen.
Patrick Björkstrand tog en dum udvisning godt halvvejs i perioden, og her ramte hjemmeholdet et godt powerplay og fik bragt sig foran 2-1. Først var Gorm Topholt tæt på, men da han ramte forbi skiven, tog Rasmus Lahnaviik over, og så kunne der jubles i Nordjyske Bank Arena. Garth Murray udbad sig en forklaring over scoringen, men dommerne stod fast og godkendte korrekt målet.
En udvisning kort efter til høge-veteranen Rasmus Søndergaard kostede så i den anden ende. Her gjorde piraterne kort proces, og en fri Pierre-Olivier Morin stod klar foran mål, hvor han smukt styrede pucken ind forbi en chanceløs Galansky. 2-2 i det nordjyske lokalderby, der intensitetsmæssigt ikke var helt oppe at ringe denne søndag eftermiddag.
Tredje periode blev da også længe en langgaber, hvor der ikke skete alverden. Begge hold havde svært ved at få tingene til at spille på den rigtige måde, og vi skulle helt hen til 10 minutter før tid, før der skete noget der var værd at berette om.
Jonas Brøndberg sendte pucken mod mål, og den snød Galansky. Flere høge-spillere appellerede for høj stok inde foran mål, og pucken blev da også strejfet. Men dommerne mente det var en af hjemmeholdets spillere der ramte pucken, og så kunne Brøndberg noteres for 2-3 scoringen efter lidt diskussion frem og tilbage.
Pirates afgjorde kampen med fire minutter igen, da høgene misbrugte en chance, og der blev kørt kontra. Giroux med sit anden mål i dagens kamp, og 2-4 var fuldt fortjent.
Når høgene lukker mål ind, så ligner det mere og mere at man går helt i sort defensivt. I dag var ingen undtagelse, for 33 sekunder senere blev det 2-5. Thomas Spelling sendte skiven i kassen. Tobias Ladehoff gjorde det også til 6-2 med få sekunder tilbage og så jublede Aalborg fansene med sangen ”Vi ligger nummer 1”
Det kan man ikke just sige om Frederikshavn White Hawks, der har fået den dårligste start denne skribent nogensinde kan huske. Der skal ske noget i Danmarks nordligste klub, ellers kører toget før de når at stige på det.