Nordjyderne spillede en forrygende anden periode i Sparekassen Danmark Isarena

Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital 8-1 (2-1,5-0,1-0) Aalborg Pirates bragte sig foran 2-1 i kampe i finaleserien imod Rungsted Seier Capitals efter en storsejr på hele 8-1.  Rungsted kom ellers bedst fra start, og bragte sig foran, men efterfølgende var Aalborg altdominerende, og vandt yderst fortjent foran et forrygende publikum i Sparkassen Danmark Isarena.

Gæsterne fra Rungsted kom flyvende ud til kampen, og lagde hurtigt et højt pres på Aalborg Pirates, som så tunge ud i kampens indledning. Det gav flere chancer til gæsterne på opsnapninger af pasninger i offensive zone, hvilket også gav kampens første scoring.

En fejl af Victor Panelin-Borg bag mål kostede dyrt, da Henrik Hetta opsnappede pucken, og sendte den ind foran mål til Branden Gracel. Med en hurtig afslutning fik han lagt pucken flot op i nettaget til en fortjent føring til gæsterne.

En sand drømmestart for gæsterne, som hold fast i presset, mens det var tydeligt at hjemmeholdet skulle ryste chokket af sig. Kampen blev mere lige efter ti minutters spil, hvor spillet pludselig vendte til Aalborgs fordel. Tempoet steg i den grad hos hjemmeholdet, som selv begyndte at lægge et højre pres på Rungsteds backer.

Med fem minutter igen kom forløsningen for nordjyderne, da en fejl bag mål gav pucken til Jeppe Jul Korsgaard. Her sendte han den over til Thomas Spelling, som lynede med et super skud op i målhjørnet, som fik genstartet den gode stemning i et velbesøgt Sparkassen Danmark Isarena.

Stemningen skulle blive endnu bedre halvandet minut senere, da Aalborgs udenlandske kæde slog til. En perfekt pasning fra Johan Skinnars sendte Pierre-Olivier Morin alene igennem, og her svigtede canadierne ikke. Med baghånden fik han lagt pucken ind bag Ville Kolppanen til en føring ved pausen, trods chancer mere hos begge hold i en underholdende periode.

Mareridtsperiode for gæsterne

Anden periode blev en sand katastrofe for gæsterne, som fra start af kom under et tungt Aalborg pres. Nordjyderne fik flere lange angreb i den nordsjællandske zone, og det udnyttede Mikkel Højbjerg efter tre minutter.  Kolppanen kunne kun halvklare en afslutning fra Lasse Bo Knudsen, og inde foran endte pucken hos Mikkel Højbjerg, som med baghånden sendte pucken i netmaskerne.

Rungsted var dog tæt på at svare hurtigt igen, da George Sørensen måtte ud i en spektakulær redning i tre omgange, da Mattias Persson kom på den rigtige side af Nicolai Nielsen, og skar mod mål, hvor han fik afsluttede tre gange, men Sørensen var på plads og kom i vejen. Kort efter var Victor Panelin-Borg tæt på at slå pucken i eget net i et Rungsted-powerplay, men pucken gik snært forbi.

Bedst som en Rungsted-reducering lurede var det Johan Skinnars som scorede til 4-1. Svenskerne vandt en løs puck i midtzonen og fik frit løb imod Kolppanen. Skinnars sendte en kanonkugle utageligt op i det fjerneste hjørne bag den finske målmand til stor jubel for de nordjyske fans.

En frustrerende scoring fra hjemmeholdet for dagens gæster, som efterfølgende tabte hovedet og tog flere dyre udvisninger i træk. Først var det Nichlas Hardt, som lavede en interference, der sendte Aalborg i powerplay. Det udnyttede Tobias Ladehoff, som inde foran mål opsnappede en løs retur efter et skud fra Morin.

Tyve sekunder senere var den gal igen, da en duel foran George Sørensen mål gav et nyt nordjysk powerplay. Her var det Ian Edmondson, som sendte pucken imellem venner og fjender til en ny scoring. Denne gang til 6-1, hvilket gav målmandsudskiftning.

Det blev alle gode gange tre for Aalborg Pirates powerplay, som var brandvarmt i anden periode. Denne gang var det Thomas Spelling, som udnyttede et passivt boxplay af gæsterne til at komme driblende ind i zonen med fart. Fra en position bag mål fandt han Carstensen helt fri foran mål, som let sendte pucken ind bag en chanceløs David Grubak.

Anden periodes eksplosive hockey forsatte, og Rungsted burde have reduceret kort inden periodens afslutning. En afslutning fra Tim Daly gik igennem George Sørensen, men på stregen lavede Victor Panelin-Borg kampens redning, da han fik staven på pucken og sendt den ud af zonen i sidste moment.

Tredje periode var en formel sag, hvor Rungsted kom fint ud til perioden og skabte chancer. Både David Madsen og Tim Daly var nærgående, men gæsterne kunne ikke få pucken forbi George Sørensen, der stod en flot kamp i det nordjyske mål.

I stedet var det Aalborg som kom bedre med, og det gav flere store chancer for at gøre det til 8-1. Efter fem minutters spil kom den, da Johan Skinnars gik på mål, hvilket skabte en stor retur som i flere omgange blev slået ind af Dylan Steman.

Resten af perioden var en fysisk og meget uskøn affære, hvor Aalborg stille og roligt fik tiden til at gå. Dermed kunne Aalborg til sidst fejre en storsejr, hvilket gør, at nordjyderne nu fører serien 2-1 inden næste kamp i fredag i Rungsted.


VIDEO: Højdepunkter fra Aalborg-Rungsted DM Finale 3 MARKUS JENSEN siger farvel til Blue Fox - men fortsætter i Metal Ligaen