Pirates ønsker at spille det nordjyske brag på byens fodboldstadion

En dansk "Winter Classic" på et af landets fodboldstadions?

Tja, hvorfor ikke, siger man i Aalborg, hvor direktør Thomas Bjuring ønsker at spille julens brag på byens fodboldstadion, Aalborg Portland Park.

Det skriver Nordjyske i dag

Konceptet har efterhånden været afprøvet i de fleste forskellige ligaer, og lige præcis i dag spilles der eksempelvis "Hockey Open Air" i Dresden, hvor byens DEL2-mandskab tager imod lokalrivalerne fra Weisswasser, Lausitzer Füchse.

Derefter lægger Rudolf Harbig-Stadion også is og græs til kampen i den tjekkiske Extraliga mellem Litvinov og Sparta Prag.

Det er altså noget lignende det koncept, som Aalborg-direktør Thomas Bjuring for øjeblikket forsøger at overbevise Aalborg Kommune om, fortæller Nordjyske. Der sælges normalt 5.000 billetter til det nordjyske brag, men mange går forgæves og Aalborg-ledelsen er overbevist om, at der kan sælges 15.000 billetter til en udendørs kamp mod Frederikshavn.

- Det er frustrerende, at vi må skuffe så mange mennesker, der gerne vil købe billet, så vi tænker utraditionelt for at få plads til alle. Det vil være en kæmpe oplevelse for Aalborg Pirates, men også for byen og landsdelen, hvis vi får lov at spille på stadion. Der er tale om en event, der vil skabe kæmpe opmærksomhed, siger Thomas Bjuring til Nordjyske.

Dialogen har været i gang i tre-fire år, men Aalborg Kommune er forsigtig i forhold til at anlægge en ishockeybane på Aalborg Portland Part. Det skal ikke gå ud over græstæppet og derfor tøver man med at give tilladelse efter "forsigtighedsprincippet". 

Det vil koste 1,2 millioner kroner at anlægge "is på stadion" og de udgifter er Pirates klar til at betale via øgede indtægter. 


VIDEO: Højdepunkter fra Herlev-Frederikshavn GALLERI: Billeder fra Herlev-Frederikshavn