Efter nederlaget mod Odense fredag aften, var det et revanchesultent SønderjyskE-mandskab, der mødte op i Aalborg i aftes.
Og det kunne man se lige fra start. SønderjyskE bragte sig lynhurtigt foran 2-0 og spillede gennemgående en fremragende første periode, som gæsterne vandt 3-0 - og det kunne endda have været større.
SønderjyskE manglede både Jacob Schmidt-Svejstrup, Valdemar Ahlberg og William Pelletier.
- At vinde i Aalborg er ikke nemt. Vi spillede en fremragende kamp - også set i forhold til den opstilling, vi havde til rådighed. Vi havde fire juniorspillere på isen, lød det fra Førster, da han efter kampen blev interviewet af Der Nordschleswiger.
Søndag afgøres det, hvem der kommer med i Metal Final4.
- Hvor mange point, vi skal bruge, kan jeg ikke sige endnu. Vi kigger fra kamp til kamp. Det her var den første kamp af tre, og den var vi helt tilfredse med. Nu kigger vi på den næste kamp, sagde Anders Førster
SønderjyskE møder Herning Blue Fox i Midtjylland på fredag, og afslutter inden Final4-knækket med en hjemmekamp mod Rungsted.