Der havde været både romerlys, ballade og fyrværkeri i Rødovre Centrum Arena denne fredag aften. Rungsted-flag blev brændt af, og cirka klokken 21.15 måtte dommerne afbryde kampen mellem Rødovre og Rungsted.
Det var - ifølge TV2 Sport - på foranledning af politiet, der havde registreret ballade på og uden for Rødovre Centrum Arena.
Balladen kulminerede altså midt i tredje periode ved stillingen 2-0 til gæsterne fra Rungsted, der på det tidspunkt havde tjek over kampen og styrede mod sejr.
Måske var det begivenhederne på isen, der fik hjemmeholdets fans til at agere i frustration, men i hvert fald tog ordensmagten altså konsekvensen og forlangte tribunen med "Sumpen" rømmet i Rødovre.
Det måtte dommerne meddele begge kaptajner, spillerne gik i omklædningsrummet og 20 minutter senere kom dommere og spillere tilbage i hallen og genoptog kampen.
Sur omgang for både dansk ishockey og Rødovre på direkte tv, hvilket også fik Mighty Bulls' assisterende træner Morten Andreasen til at kalde begivenhederne for uacceptable i et interview på TV2 Sport.
Kampen bliver forhåbentlig spillet færdig uden yderligere genvordigheder.