Kristian Jensen var uden sammenligning den mest omtalte ishockeyspiller i sidste sæson. Han fik både 17 spilledages karantæne og en betinget dom for vold for knytnæveslaget mod Lucas Bjerre Rasmussen, der sendte Odense-spillere ud af både kampen og det meste af en hel sæson.
Nu skifter Jensen til Herning, hvor man ifølge sportschef Martin Struzinski ikke er urolig for, at Kristian Jensen begår samme handling igen.
- Selvfølgelig tager vi afstand fra den slags, men det er bestemt heller ikke den side af Kristian, som vi kender. Alle kommer til at begå fejl, og den situation var selvsagt en fejltagelse, som jeg ikke er bange for, at vi kommer til at se igen. Kristian er en seriøs og vellidt spiller. Han er en stille og rolig fyr, som vi glæder os til at arbejde sammen med, siger Martin Struzinski til Herning Folkeblad.
Sportschefen har haft Kristian Jensen under sine vinger, da Jensen var U18-landsholdsspiller, og Martin Struzinski kalder Kristian Jensen for et af de største talenter i årgang 96 - på linje med Hernings Markus Jensen.