Den 29-årige amerikaner kommer til Nordjylland med stor rutine

Aalborg Pirates har endnu en angriber parat til den kommende sæsons trup. Det er den 29-årige amerikaner Casey Dornbach, der præsenteres således: 

Aalborg Pirates fortsætter arbejdet med at styrke truppen frem mod den kommende sæson og kan nu præsentere den amerikanske center/wing Casey Dornbach, som har underskrevet en kontrakt for sæsonen 2026/27.

Den 29-årige amerikaner kommer til Aalborg efter en stærk sæson hos Pioneers Vorarlberg, hvor han leverede 32 point i 48 kampe. Forinden har han hentet værdifuld erfaring i både den finske Liiga, og de amerikanske AHL og ECHL, hvilket har gjort ham til en alsidig offensiv spiller med erfaring fra flere af verdens stærkeste hockeymiljøer.

Dornbach er født og opvokset i Minnesota og fik sit gennembrud på Harvard University, hvor han udviklede sig til en af universitetets profiler. Han blev udnævnt til holdkaptajn i sin sidste sæson og afsluttede sin Harvard-karriere med imponerende 90 point i 98 kampe. Herefter fortsatte han hos University of Denver, hvor han var med til endnu et stærkt collegeprogram og sluttede sin NCAA-karriere med i alt 124 point i 138 kampe.

Sportschef Ronny Larsen glæder sig over at kunne byde den amerikanske forward velkommen til Aalborg:

- Casey er en spiller, vi har haft et godt øje til. Han er en utrolig intelligent hockeyspiller, der kan spille både center og wing, og han bidrager i alle spillets facetter. Han kommer fra stærke hockeymiljøer, har vist offensiv kvalitet gennem hele sin karriere og bringer samtidig nogle lederegenskaber, som passer perfekt ind i den kultur, vi ønsker at skabe i Aalborg Pirates.

Den højrehåndede amerikaner er kendt som en arbejdsom tovejsspiller med stor spilleforståelse, stærke playmaker-egenskaber og evnen til at gøre sine medspillere bedre. Det er kvaliteter, som Pirates forventer vil få stor betydning i den kommende sæson.

Casey Dornbach ser frem til sit første ophold i Danmark, hvor han kommer til at optræde med nummer 9 for Aalborg Pirates:

- Jeg glæder mig utrolig meget til at komme til Aalborg. Jeg har hørt rigtig mange positive ting om klubben, organisationen og fansene. Jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater og være med til at skabe en sæson, som alle omkring Pirates kan være stolte af.


Herlev Eagles henter den svenske back Isac Jonsson