Der er kun få billetter tilbage til kampen i Berlin

Der er "tilbage til de gode gamle dage" for Herning Blue Fox og Eisbären Berlin i aften, hvor der venter de danske mestre en stærk og stemningsfuld kulisse.

4695 tilskuere vil vente herningenserne i det "blik-palads", som sagtens kan betegnes som en større udgave af det gamle blikskur i Vojens. Det er rustikt og herligt i det gamle Østberlin, hvor Herning-tilskuere kan se frem til en fin oplevelse.

Eisbären Berlin - de tyske mestre - spiller normalt i den topmoderne Mercedes Benz-Arena, men flytter mange af CHL-kampene til "Wellblechpalast" eller "Welli", som hallen kaldes i folkemunde. 

Her vandt Eisbären fredag aften over Graz og kom dermed på sporet i CHL-ligaspillet efter en forfærdelig start på serien med store nederlag både mod Geneve og Davos.

Herning kommer fra en fin indsats i Liberec, hvor det lige så godt kunne være blevet til en sejr i "straffeslagslotteriet". 

Her ville lidt mere skarphed have givet bonuspointet, og resultatet i fredag vækker respekt hos berlinerne. 

- Jeg går ud fra, at det også mod Herning bliver en tæt og jævnbyrdig kamp. Vi er advaret, for Herning fik også deres første point i går mod Liberec. De er danske mestre og kan bestemt også spille god hockey. Vi skal være klar fra start og holde tempoet højt gennem hele kampen, siger backen Korbinian Geibel til klubbens hjemmeside før kampen.

Den spilles klokken 18 og sendes på Viaplays flade. 


Flot skalp af Esbjerg: Slog Ljubljana i Bremerhaven Odense Bulldogs styrker truppen med finsk forward på korttidskontrakt