SønderjyskE-forwarden vil have flere finaler i Frøs Arena senere på sæsonen

Daniel Nielsen sov næsten ikke natten mellem lørdag og søndag.

Han var fyldt med spænding og adrenalin efter SønderjyskE’s kamp mod Neman Grodno, der sluttede med en hæsblæsende afgørelse i overtid sent lørdag aften.

Allerede søndag eftermiddag skulle sønderjyderne spille igen, og her blev Nielsen matchvinder med sine to scoringer i den afgørende kamp mod Cracovia Krakow. Derefter kunne han juble sammen med familie, fans og venner på hjemmebanen i Vojens.

- Vi er så superstolte over det her. Hele weekenden har været en total sindssyg holdindsats. Den her titel kan vi tage med os med fremad i sæsonen, og vi satser stærkt på, at vi skal have en finale senere på sæsonen igen, sagde Daniel Nielsen.

Han måtte stå model – og det gjorde han med glæde – til masser af snak og selfies med de glade fans fra SønderjyskE, hvortil Daniel Nielsen er vendt tilbage efter tre sæsoner i Herning.

Nielsen scorede to gange i den afgørende kamp mod Krakow.

- Det kørte godt for vores kæde i eftermiddag (Førster, Daniel Kønig og Nielsen), og vi fik forechecket rigtig godt. Mine mål? Det første var godt pres fra Kønig, og den var nem at sætte ind. Den anden… Jeg ved ikke rigtig, hvad målmanden lavede der, og jeg opdagede først, at der var mål, da jeg var oppe på blue line igen, konstaterede Daniel Nielsen.

Og så var han klar til fest. Finaleceremonien skulle lige overstås, men allerede først på aftenen var der stor glæde i SønderjyskE’s omklædningsrum, og mon ikke Mario Simioni dikterer en fridag i dag, mandag, inden sønderjyderne tirsdag skal i sving igen med hjemmekampen mod Rungsted i Metal Ligaen.


METAL LIGAEN får to hold med i Champions Hockey League 2020/21 15 SKARPE SKUD: Billeder fra Herlev-Rungsted