SønderjyskE-Frederikshavn White Hawks 5-4 (1-2, 3-1, 0-1) 1-0 1761 tilskuere, heraf en håndfuld fra det nordlige Jylland, havde søndag eftermiddag fundet vej til Vojens. Her skulle et lettere kriseramt hjemmehold uden profilerne Nikolaj Krag og Jacob Schmidt-Svejstrup forsøge at finde fodfæste igen.
Modstanderne fra Frederikshavn White Hawks kom med lidt mere selvtillid under vesten og for deres vedkommende var opgaven at sikre sig sæsonens første gevinst mod SønderjyskE.
Første periode var med hjemmeholdet i den dominerende rolle. Spil og chancer var der masser af og i matchens første power play smed Oscar Drugge et skud på stolpen.
Kort efter var det gæsterne der spillede i overtal, men også her var det værterne med den største mulighed, da Desjardins fik afdriblet Galansky, men også sig selv.
En ny fem mod fire-situation til hjemmeholdet gav bonus. David Madsen med en firsttimer helt oppe i krydset, utagelig for Galansky. SønderjyskE buldrede på, og samme David Madsen var kort efter tæt på 2-0-scoringen, og en stærkt spillende Madsen var også manden bag Mathias Kløves store chance et minuts tid senere, uden det dog gav udslag på måltavlen.
Lidt ud af ingenting slog gæsterne i stedet tilbage med et par minutter til pausen. Helt fri foran mål, kunne Alexander Lundsjö ubesværet sende skiven ind bag landsmand Mattias Pettersson.
Det gav Frederikshavn opdrift og sendte et ordentligt skud usikkerhed ind i hjemmeholdets defensiv. Ganske vist var isen godt frosset i Vojens, men ikke desto mindre sejlede det i de bagerste rækker hos værterne i periodens sidste minutter.
Jonas Borring måtte trække en udvisning for at forhindre endnu en scoring. Derfor endnu et nordjysk overtal kort før pausen. Her fik Valdemar Ahlberg muligheden for at cleare pucken, men fik ikke ordentlig træf på den, så White Hawks kunne lynhurtigt vende spillet, mens fire sønderjyder skiftede ud.
Det udnyttede vendelboerne dygtigt, da Jesper Thörnberg inde foran mål med bare otte sekunder på klokken sendte Anders Førsters panderynker yderligere et niveau op med sin 2-1 scoring.
De panderynker fik William Boysen imidlertid gjort lidt mindre allerede kort inde i anden periode, da hjemmeholdet ikke ufortjent fik bragt balance i regnskabet. Joseph Jonsson stod for forarbejdet, og Boysen med en koldblodig afslutning.
Det gav værterne ny energi og kort efter viste Mathias Kløve prøver på sit store talent, da han rundede en White Hawks-back og uden at tøve tonsede pucken ind bag Galansky. Flot detalje. Gæsterne lod sig dog ikke ryste.
Et powerplay blev deres billet tilbage i kampen, da de endnu engang var iskolde i overtalsspillet. I første omgang klarede Pettersson ærterne med en fornem refleksredning, men på returen var udeholdet først på aftrækkeren og Todd Winder sendte udligningen ind.
Effektivt overtalsspil af gæsterne. Det var dog ikke slut med målene i Sydjysk Sparekasse Arena. Og atter engang var det en af de unge, der fandt vej til netmaskerne.
Denne gang var det den blot 17-årige Elias Borup, med rødder i Frederikshavn, der tæt under mål udnyttede forarbejdet fra Gabriel Desjardins til at sætte sin første scoring for sønderjyderne.
Der var muligheder for såvel 5-3 som 4-4 den resterende del af perioden, men uskarphed kombineret med et par gode parader fra Galansky og Pettersson gjorde at måltavlen viste 4-3 før tredje periode.
Det blev ganske underholdende sidste ordinære tyve minutter. SønderjyskE prøvede at lukke kampen, mens gæsterne jagtede endnu en udligning. William Pelletier fik en tidlig mulighed, men valgte tværpasningen og den fik gæsterne flot lagt sig imellem.
I modsatte ende var det Jesper Thörnberg, der havde en træffer på staven, men heller ikke han fik omsat det store tilbud. Tre udvisninger i træk til værterne, gav vendelboerne gode betingelser for at få bragt balance i tingene.
Det var dog i første omgang sønderjyderne, der var tættest på scoring, da Wiklund fandt Gabriel Desjardins, men Galansky lukkede effektivt af. De to første udvisninger fik hjemmeholdet lukket af for, men tredje gang var lykkens gang for Høgene.
En offensiv sønderjysk box mistede pucken i fremdrift, og det var guf for gæsterne, der konsekvent vendte spillet og svenske Alexander Lunsjö smed en knaldhård firsttimer ind bag en prisgivet Pettersson.
I slutminutterne var det så Frederikshavnerne, der gæstede straffeboksen. Thomas Søndergaard sågar to gange med usædvanligt kort mellemrum. Men på nær en chance til Gustav Nielsen, blev det ikke rigtigt farligt, hvad SønderjyskE diskede op med i den disciplin.
I stedet var udeholdet tæt på at afgøre i sidste øjeblik, da et pucktab fra Pelletier bag eget mål, gav Christopher Frederiksen en giga mulighed, men den rutinerede forward misbrugte, og så måtte man ud i overtid.
Her tilfaldt den største chance Jacob Panetta, men en fantom-redning af Galansky holdt den offensive back fra fadet.
Der skulle derfor straffeslag til for at få fordelt bonus-pointet og her blev hjemmeholdets kaptajn David Madsen triumfator. To gange passerede landsholdsforwarden en sprællende Galansky og så kunne SønderjyskE atter smage sejrens sødme.
Sønderjyderne har i de seneste tre hjemmekampe lukket tilsammen 12 mål ind, heraf hele 8 i undertal, så der er noget at arbejde med for træner-duoen, når det gælder disciplinen og special teams.
Gæsternes Christopher Frederiksen ærgrede sig forståeligt højlydt over sin afbrænder i de sidste sekunder af tredje periode, men var ikke desto mindre sammen med svenske Lunsjö blandt sit holds bedste søndag eftermiddag i Vojens.