Frederik Andersen nåede at spille to sæsoner for Frederikshavn White Hawks, og her blomstrede han i fuldt flor efter skiftet fra barndomsklubben Herning, hvor den store målmand stadig har sine rødder.

I Frederikshavn satte han meget tydelige aftryk, og specielt semifinaleserien mod Sønderjyske i 2010/11-sæsonen var en regulær opvisning fra Andersens side.

Næsten på egen hånd formåede han at lukke af for de fortvivlede Sønderjyske-spillere og Frederikshavn vandt serien med 4-2. I forbindelse med større projekter talte denne skribent med Mario Simioni om dengang, da Andersen nærmest drev ham til vanvid. 

- Når man en dag kommer i arkivboksen og ser de kampe, vil man tænke: ”Hvordan kunne han overhovedet lave de redninger, og hvordan kunne vi brænde de chancer?” Frederik var ”above himself” i den serie og han blev bare bedre og bedre. Jeg husker, at min far ringede til mig hjemme fra Canada efter en af kampene, som han havde set på nettet, og sagde: ”Få nu folk omkring målet, få nu folk omkring målet.”

- Jeg sagde til ham: ”Vi har folk omkring målet, men vi misser de største chancer, og Frederik laver nogle helt vanvittige redninger”. Der var ikke noget at gøre, selv om vi spillede fremragende, arbejdede hårdt og skabte gode chancer i hele serien. Den dag i dag har jeg virkelig ikke noget at klandre spillerne for, og man kan jo se, hvad Frederik er blevet til: Han er så rolig og så dygtig.

- Frederik er ikke en ”showboat”. Han redder pucken, blokerer den og skøjter ud til dommeren med den, sagde Mario Simioni. 

Og det er jo nøjagtig sådan, ishockeyverdenen vil huske Andersen, når han en dag stopper sin fantastiske karriere, der kulminerede med Stanley Cup-trofæet for et par dage siden. 

I den omtalte serie scorede Sønderjyske blot otte mål i seks kampe mod Frederikshavn. Herning fik lidt mere hul på Andersen i finalen, men først i kamp fem, da Mads Christensen nettede til 4-3 stod det fast, at Herning havde besejret Andersen og Frederikshavn.

Sæsonen derefter tog Frederik Andersen til Frölunda og dominerede SHL, inden hans storslåede karriere fortsatte i AHL hos Norfolk og derefter i NHL, hvor han nåede at spille for Anaheim, Toronto og altså her til sidst Carolina. Fantastisk.