- Tro ikke på mine forudsigelser, der er altid et par forkert, griner Frits Nielsen, som ellers var tæt på at ramme overraskelsen Esbjerg.
Han tippede før semifinalerne på Esbjerg-sejr i en kamp 7, men det blev som bekendt Rungsted, der trak det længste strå med fire overtidssejre.
- Held skal der til, som man siger, og det havde Rungsted. Men som man siger i golf, held er noget, man kan træne. I mine øjne var det dog ikke helt fortjent. Den vigtigste faktor var for mig måske uden for isen. Da Esbjerg bragte sig foran 3-1 i kampe efter en 5-2 sejr i Rungsted, forlod assistenttræner Peter Gommesen skuden til fordel for U18-landsholdet, som spiller VM i Slovakiet.
- Jeg tror, Peter Gommesens tilstedeværelse på og omkring Esbjerg-holdet har haft så stor betydning for vestjyderne, siden han trådte ind omkring holdet i løbet af sæsonen. Gommesens tilstedeværelse kunne have forandret billedet i én af de sidste tre kampe, lyder det fra Frits Nielsen.
Men til finalen. Frits Nielsen tror fortsat på Aalborg, som han har gjort hele sæsonen.
- Det har hele sæsonen været det bedste hold. Stærkt besat over hele linjen og godt arbejde af Ronny Larsen & co. at samle og holde sammen på så stærkt et mandskab, der passer ind til den stil, som Piraterne vil spille. Aalborg er bedst med pucken, og de vil ind og styre kampene. Spørgsmålet er, om Rungsted kan forhindre det, for nordsjællænderne vil også helst spille med pucken. Det kan blive rigtigt underholdende, forudser Frits Nielsen.
Frits Nielsen tror dog, at vi vil se Aalborg, som mest puckbesiddende, som de har været hidtil i slutspillet, men samtidig er der også et stort MEN i finalen mod Rungsted.
- Rungsted er hverken ørne eller Bulldogs, som Piraterne som bekendt åd råt i kvart- og semifinale. Rungsted er blevet bedre og bedre undervejs i slutspillet. Jeg tror ikke, de har været helt tilfreds med spillet i hverken kvarten mod Herning eller semi mod Esbjerg, men det har været nok til at spille sig i finalen.
- De skal dog finde det rigtige gear mod Aalborg, hvis vi andre skal have spænding, men så kan vi også få en ret så underholdende finale. Jeg tror på, at Aalborg vinder mesterskabet på hjemmebane. Enten 4-1 eller 4-3, lyder forudsigelsen fra Frits Nielsen.
- Men som sagt. Spil ikke på mine forudsigelser. Så bliver man bare fattig, griner han.