Herlev Eagles-SønderjyskE 2-5 (1-2,1-1,0-2) SønderjyskE er tilbage på sporet igen. I hvert fald for en stund.
Efter to nederlag mod Rødovre og Rungsted – og i øvrigt også to tidligere nederlag mod dagens modstander fra Herlev tidligere på sæsonen – lykkedes det i aften for de regerende mestre at vinde over Herlev i Martinsen Arena.
Det skete efter en bundsolid udebaneindsats fra sønderjyderne, der kom med en helt anden attitude end i sidste uge mod de to øvrige sjællandske mandskaber.
Vi skruer lige tiden frem til tredje periode, hvor kampen definitivt blev afgjort på lige godt et minut fra tiden 43:46 til 44:50.
Først fik Alexander Wiklund chancen fra højre kant, og svenskeren flåede pucken op i nettaget bag landsmanden Zetterquist i Herlev-målet. Det betød 2-4 på måltavlen med hjemmeholdet nævnt først.
Et minut efter at pucken var droppet, fik Philip Rafnsson en udvisning for at drøne ind i SønderjyskE-målmand Mattias Pettersson. SønderjyskE’s Jonsson vandt faceoff’en i Herlev-zonen og efter lidt kamp om pucken, fik Valdemar Ahlberg skubbet den over til Nikolaj Krag-Christensen, som gentog Wiklunds kunststykke fra minuttet forinden. Så var stillingen 2-5, og Herlev ikke flere modsvar denne aften.
Det var gennemgående efter, hvor gæsterne var bedst og sejren var fortjent set over 60 minutter. SønderjyskE bragte sig i front efter seks minutter, hvor Mathias Borring efter lidt Herlev-fumleri fik fat i pucken og satte den sikkert op i forreste hjørne fra kort afstand.
Kort inden første periodes slutning fik Jerry Välipirrti udlignet, mens Herlev var i undertal, men den ville SønderjyskE ikke have siddende på sig. 16 sekunder før udvisningen var slut, fik Cam Brown styret en puck i nettet til sønderjysk føring.
Og kort inde i anden periode var Mathias Borring på spil igen med sit andet mål på aftenen. Altså stærkt bidrag fra spillerne i den sønderjyske fjerdekæde. Cam Brown assisterede. Mathias Borring var kvik på en løs puck inde foran til 1-3 i gæsternes favør.
Herlev-håbet kom igen i det 33. minut, hvor Oliver True i powerplay var på plads inde foran mål og reducerede. Der kom lidt gang i Herlev-tilskuerne, der også kunne juble, da SønderjyskE korrekt fik et mål annulleret for scoring med skøjten lige inden anden periode var slut.
I tredje periode havde SønderjyskE styr over sagerne, mens Herlev ødelagde mulighederne for at komme igen med flere dumme udvisninger.
SønderjyskE hopper dermed op på en delt andenplads med Odense og Herlev i den jævnbyrdige Metal Liga-top, der synes at blive tættere spillerunde for spillerunde.