Nu går vestjyderne på jagt efter imports

Esbjerg Energy er tæt på at have danskerstammen på plads for den kommende sæson. 

Vestjyderne har hentet Søren Nielsen og Felix Scheel ind som nye spillere, og forlænget med en god del af stammen fra sidste sæson. 

Selv om døren ikke er lukket for danske spillere, gælder det nu om hente en håndfuld imports - måske seks - som kan berige den nye træner Jason Jaspers mandskab. 

Det siger Esbjerg Energy-formand Søren Mathiasen til JydskeVestkysten. 

- Nogle gange tager det to måneder at blive enig med en spiller, andre gange tager det en halv time. Vi starter træningen 1. august, og til den tid har vi helt sikkert ikke hele vores trup på plads, men når vi forhåbentlig spiller første turneringskamp 18. september, bliver det med fire kæder, lyder det. 

Søren Mathiasen pointerer ligeledes, at Esbjerg formentlig kommer til at spille lidt mere bevægeligt under Jaspers end under den tidligere træner Mark Pederson.

- Jason har nok en lidt mere moderne indgang til spillet end Mark, fordi han er yngre og selv har spillet indtil for nyligt. Vi vil stadig se den nordamerikanske spillestil i Esbjerg, men jeg tror, vi bliver et mere skøjtende og spillende hold end tidligere, siger Søren Mathiasen til JydskeVestkysten


KRISTOFFER ASTORP fortsætter karrieren i Aarhus hos Jutland Vikings NÆSTE NYE IMPORT TIL RØDOVRE: Trevor Cheek kommer til Mighty Bulls