Frederikshavn fremtvang overtid 41 sekunder før slutsignalet, da Christopher Frederiksen i power play udlignede til 2-2. Men i overtiden kunne gæsterne ikke stoppe Phillip Schultz, der med en fremragende soloaktion afgjorde kampen til Esbjergs fordel. Esbjerg har dermed vundet fire kampe i træk.

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 3–2 (0-1, 1-0, 1-1, 1-0) OT

Esbjerg og Frederikshavn tørnede sammen for sidste gang i denne sæsons grundspil, da Esbjerg søndag eftermiddag tog imod nordjyderne hjemme i Granly Hockey Arena.

Til dagens kamp stillede Frederikshavn uden Sebastian Brinkman, Jonas Jakobsen og Jesper Jensen mens Esbjerg måtte undvære Jannik Christensen, Rasmus Bjerrum og Grayson Downing.

Målmandsduellen stod mellem Tadeas Galansky og Mathias Seldrup.

Forud for kampen blev Cam Brown kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Thomas Søndergaard sendte gæsterne i front

Kampen fik en ganske livlig start og der var højt tempo at spore hos begge mandskaber fra første faceoff. De helt åbne chancer lod ganske vist vente på sig, men umiddelbart var det hjemmeholdet der søgte åbningsmålet mest, mens gæsterne hele tiden lurede på hurtige omstillinger.

Netop en hurtig omstilling lå også bag gæsternes føringsmål efter otte minutters spil. Der var egentligt faceoff i gæsternes zone, men Frederikshavnerne vandt den og kun ca. ti sekundere senere lå skiven i nettet bag Seldrup i modsatte ende. Det var Alexander Bumagin der fandt en fremadstormende Thomas Søndergaard, der gik direkte på mål, og som fra en position nogenlunde midt i slottet styrede pucken ind bag Seldrup til 0-1. Flot omstillingsspil og yderst effektiv udnyttelse af nordjyderne.

Frederikshavn lignede efter scoringen et hold med blod på tanden og man noterede sig yderligere et par store chancer til gæsterne, som man rundede periodens halvvejsmærke. Efter 12 minutter var det Aleksi Halme der fik chancen på kontra, men afslutningen sad lige på Seldrup, som ingen problemer havde med at afværge. Fire minutter senere kunne og burde Alexander Bumagin have øget gæsternes føring, da han helt umarkeret fik en åben chance lige midt for mål. Men forsøget gik forbi mål og Esbjerg slap med skrækken.

Esbjergs største chancer kom i periodens sidste minut, hvor man var i overtal efter en nordjysk udvisning for at sende for mange spillere på isen. Hele to gange blev Andreas Grundtvig sat op til afslutning midt i slottet. Men første gang overplacerede Grundtvig sin afslutning og anden gang tog Galansky godt fra i målet. Stillingen var dermed fortsat 0-1 forud for anden periode, som Esbjerg kunne indlede med 46 sekunders overtalsspil.

Phillip Schultz bragte balance i regnskabet

Selvom Esbjerg ikke formåede at udnytte overtalsmuligheden tidligt i anden periode, så formåede værterne alligevel at udligne gæsternes føring efter et par minutters spil. Jeff King førte pucken ind i gæsternes zone og via Andreas Grundtvig endte den hos Phillip Schultz, der roligt kunne sende pucken ind bag Galansky, der ikke kunne nå forflytningen i tide. 1-1 var dermed en realitet.

Gæsterne fulgte op med et stærkt modsvar efterfølgende og efter fire minutter var frederikshavnerne tæt på at genetablere føringen, da Aleksi Halme tilkom en stor og åben chance lige midt for mål. Men Esbjerg slap med skrækken.

Herefter fulgte nogle minutters stillingskrig, som dog var tæt på at slutte i det 11. minut, hvor Cam Brown tæt under mål tilkom Esbjergs største chance i anden periode. Men den amerikanske forward formåede ikke at få løftet pucken over Galanskys benskinne.

Kun stor vestjysk offervilje forhindrede et mål i modsatte ende, da gæsterne fik etableret en stærk angrebsbølge ned mod værternes mål efterfølgende. Et par gange måtte Esbjerg-spillerne kastede sig ned i de nordjyske afslutninger, for at forhindre nordjysk scoring. Men Esbjerg formåede altså at holde gæsterne stangen.

Det samme gjorde Frederikshavn i periodens sidste minut, hvor Esbjerg pressede gevaldigt på for et føringsmål. Især Oliver Kjær var tæt på for vestjyderne, men altså fortsat 1-1 efter 40 minutters spil.

Phillip Schultz blev helten for Esbjerg

Havde man forventet en afventende eller forsigtig indledning på tredje periode, så blev man positivt overrasket. Chancer var der således masser af i periodens første minutter. Især Jesper Dalroth var tæt på for gæsterne i det fjerde minut.

Minuttet efter brændte det for alvor på i modsatte ende, hvor et klumpspil i Frederikshavns målfelt forsagede panik i den nordjyske defensiv. Will Merchant var her tæt på at overliste Galansky, men pucken kom lige akkurat ikke over stregen.

Esbjerg pressede gevaldigt på som man nærmede sig periodens halvvejsmærke og presset mod gæsternes mål blev selvsagt kun større, da Frederikshavn for anden gang i kampen indkasserede en udvisning for at sende seks spillere på isen.

Med lige dele held og ihærdighed formåede Esbjerg efterfølgende at tage føringen i overtal, da Søren Nielsen gjorde det til 2-1 via Galansky’s gribehandske. Men pucken tog altså en blød bue og gik i mål. Phillip Schultz var igen involveret og stod for forarbejdet til scoringen.

Vestjyderne fortsatte de offensive takter efter 2-1-målet, men med 2:26 tilbage på uret tog Jeff King værternes første udvisning i kampen og Frederikshavn udbad sig omgående en timeout. Ti sekunder efter at spillet atter var sat i gang trak gæsterne målmanden ud og spillede seks mod fire. Den satsning gav pote 41 sekunder før slutsignalet, da Daniel Olsson fandt Christopher Frederiksen inde foran mål, hvor pucken blev styret i mål til 2-2.

Kampen skulle dermed afgøres i overtid og her fuldendte Phillip Schultz en stor kamp for Esbjerg, da han tog pucken bag eget mål, førte den frem over siden og gik direkte på mål, hvorefter han bankede skiven i kassen bag Galansky til 3-2. Fremragende soloaktion og stærk kamp af Schultz, der var dybt involveret i alle tre Esbjerg-mål denne søndag.

 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Esbjerg-Frederikshavn OPTAKT: Esbjerg Energy-Frederikshavn WH