Den foreløbige kamp om femtepladsen spilles mandag og onsdag i Bitcoin Arena og Granly Hockey Arena

Odense og Herlev vil naturligvis gerne blande sig, men "vinderen" af det kommende dobbeltopgør mellem Rungsted og Esbjerg kommer til at være 5'er i tabellen efter der er spillet kamp mandag og onsdag. Begge hold kommer fra en Coronapause. For Rungsteds vedkommende har antallet af smittede været omkring 20, mens Esbjerg-træner Jason Jaspers gør status på følgende manér:

- Ikke meget er som det plejer i disse tider. Spillerne er godt nok symptomfri, men energien er ikke helt vendt tilbage efter 16 spillere blev testet positive for Coronavirus. Man kan sige, at vi er så friske som omstændighederne tillader, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Men COVID-19 må ikke være en undskyldning. Men det er vanskelige og fremmede farvande, som vi navigerer i. Nogle spillere var uden symptomer, andre havde svage symptomer, og vi forsøgte at holde spillerne fysisk i gang i det omfang, det var tilrådeligt, fortsætter Energy-coachen, der ønsker at glemme den seneste kamp mod Rødovre, der resulterede i et kostbart 2-3-nederlag. 

- Nu vil vi gerne have tingene til at fungere. Vores fokus er rettet fremad og vi skal have tingene i gang igen. Kræfterne og energien skal genfindes og første test er de to kampe mod Rungsted, mandag i Hørsholm og onsdag i Esbjerg, så vi glæder os til at revanchere nederlaget til Rødovre.

- Vi har spillet tætte kampe mod Rungsted, men samtidigt kampe med mange mål. Rungsted er dygtige offensivt og de kompetencer har vi også prioriteret, da vi sammensatte vores hold. Men spillet har både et offensivt og et defensivt element, så også defensivt skal vi forbedre os.

- Vi har ikke været dygtige nok i vores defensiv. Derfor er det vigtigt at vi gør tingene rigtigt og minimerer fejlene. Vi fortsætter ufortrødent arbejdet med at forbedre os, og opbygge holdet. Vi vil gerne slutte så højt i tabellen som muligt og være klar til slutspillet når det kommer, understreger canadieren, der håber, at Esbjerg fuldender de to opgør med seks point.


Jesper Jensen håber på OL-udtagelse VIDEO: Højdepunkter fra Odense-Rødovre