Det er gået op og ned for Frederikshavn White Hawks, der har sejlet som en lystig skude på et bølgende hav i sæsonens første 14 kampe. Det er med andre ord gået op og ned – næsten med timers mellemrum, hvor eufori og en 7-5-sejr over SønderjyskE er vendt til nedtur og 0-4 to dage senere. Det samme skete – bare med lidt længere mellemrum – da Frederikshavn mødte Rødovre i sæsonindledningen. Nordjyderne synes at have to ansigter. Nu er White Hawks spærret ind i de næste mange uger, men her er alligevel et par spørgsmålstegn.
Lejesvendene? Frederikshavn spiller ganske højt spil i forhold til truppens sammensætning. Der er tre spillere inde på lejekontrakter og White Hawks-ledelsen må have en Plan B, hvis de tre spillere efter al sandsynlighed vender tilbage ”over dammen” på et tidspunkt. For i givet fald tynder det noget ud i White Hawks-truppen. Det gode for sportschef Pasanen her i en pandemi-tid er, at der sandsynligvis i hele sæsonen vil være mange dygtige spillere ude på markedet.
Hvem skal være tredjemand i førstekæden? Det ser ud til at være givet at Jesper Jensen og Bumagin er to af tre spillere i førstekæden. Frederik Bjerrum var tredjemand til at begynde med og andre har været forsøgt. Men hvem bliver det efter den lange pause?
Hvordan påvirker den lange pause? Der bliver rust, der skal slibes af – ikke kun af skøjterne, men også af benene og hovederne, når Nordjylland åbner igen. Hvordan kommer White Hawks videre efter ”indespærringen”?
Pasanens puslespil? Det er som der er lidt ridser under overfladen i truppen. Frederik Bjerrum overlevede ikke sin prøvetid og Rasmus Søndergaard er langt nede i spilletid efter en nær fortid som kaptajn. Nu er der masser af tid til at få orden i sagerne.
Fortsætter de stærke danske forwards? Jesper Jensen har i perioder været blændende og både Lucas Andersen og Nikolaj Krag-Christensen har vist stabilitet og produktion over det forventede. De skal trække det offensive læs videre hos White Hawks.