Eagles henter svensk angriber i Tingsryd

Herlev Eagles har den første nye importspiller på plads. 

Filip Owesson kommer fra Tingsryd til Eagles, og han er i den grad en klubmand, der søger nye veje, for han har i hele sin karriere spillet for Tingsryd. Han kommer med 335 kampe i Allsvenskan i bagagen, og smider 188 centimeter og 92 kilo ind i puljen. Han har tidligere i karrieren været assisterende kaptajn for Tingsryd. Han skulle efter sigende være en mand, der er vanskelig at skubbe væk inde foran kassen - og det er sådan en type, Herlev tilsyneladende har savnet. 

Han præsenteres således på Herlevs hjemmeside:

Ikke overraskende er den første import, der skriver med Herlev for den kommende sæson, indehaver af et svensk pas.

Filip Owesson hedder Herlevs nye wing. Den 28-årige skåning har spillet hele sin karriere i Tingsryd som i de fleste sæsoner har ligget i Allsvenskan.

I den forgange sæson noterede Filip Owesson sig for 22 points i 50 kampe.

- Filip er en fantastisk spiller at få på holdkortet. Han er en kriger foran mål og scorer de der mål, som man hader at få imod sig; dem der opstår af ingenting. Han er en spillertype, vi ikke har haft i Herlev i mange år, og det bliver spændende at se hans samspil med de andre, mere tekniske typer vi regner med at han kommer til at spille i kæde med, lyder det fra sportschef Nicolai Flindt. 

 


OLIVER ANKER CHRISTENSEN får endnu en sæson i Odense KYLE HOPE VENDER TILBAGE til Frederikshavn for næste sæson