Odense Bulldogs styrker defensiven med tilgangen af finske Vili Laitinen, der tilslutter sig holdet på en kontrakt for resten af sæsonen.
Han præsenteres således i en pressemeddelelse fra klubben:
Den 24-årige back skifter til Odense Bulldogs med knap 150 kampe i finske Liiga på CV’et og har desuden repræsenteret flere af de finske ungdomslandshold på både U16-, U18- og U20-landsholdene med samlet 25 optrædener.
I indeværende sæson har Vili Laitinen primært spillet i den næstbedste finske liga, Mestis, hvor han har noteret sig 28 point i 33 kampe og dermed har spillet sig ind på topscorerlisten som den næstmest producerende back i ligaen.
Vili Laitinen er en offensiv back med et godt overblik og store kvaliteter i sit pasningsspil. Han er meget bevægelig og besidder et rigtig godt skøjteløb, fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs og fortsætter:
”Med hans kvaliteter både defensivt og offensivt tror vi på, at han kan styrke vores trup frem mod det forestående slutspil og desuden bidrage til vores powerplay, hvor han som right-skytte kan tilføre noget nyt.
Vili Laitinen vil bære nr. 10 på ryggen.