Herlev-angriberen har i den grad nydt at være i Danmark i den forgangne sæson

Alexander Lindqvist Hansen har i den grad været et godt tilsæt i Metal Ligaen i den netop afsluttede sæson. "Flash", som han kaldes, var fast aktør i Herlevs topkæder og kvitterede med glimrende 43 point i 47 kampe. 

Det har i den grad været en øjenåbner og en stor glæde for Lindqvist Hansen at være i Herlev, og i et interview med Hockeysverige.se hylder han både klubben og Metal Ligaen generelt. For ham har det været en øjenåbner at komme til Danmark efter mange sæsoner i Allsvenskan, hvor hockeyen ifølge "Flash" er for systematisk og defensivt præget.

- Herlev er virkelig et hold, som kører stenhårdt hele tiden. Klubben vil bare fremad og jeg tror stenhårdt på Herlev i fremtiden, siger han først og fremmest om sin nuværende klub. 

- Ligaen udvikler sig helt vildt. Bauer er sponsor for hele ligaen, og det betyder, at det er en tillokkende liga for mange spillere. I sig selv er ligaen kanongod (jävligt rolig) at komme til og den er et stærkt springbræt ud i Europa, hvis du gør det godt. Kig på Jesper Thörnberg i sidste sæson. Han gjorde en fremragende sæson i Herlev som førte til, at han nu spiller i HC Innsbruck i den østrigske liga, forklarer Alexander Lindqvist Hansen. 

Han anbefaler andre svenske spillere at tage turen over Øresund. 

- Jeg siger ikke, det er en liga, man tager til for at blive rig, men det kan være en udviklende liga for spillere, der fornemmer, at de er sat i bås i Sverige. Når folk tidligere hørte mit navn var det i sammenhæng med, at jeg var en hurtig spiller, der kunne tackle hårdt og meget. 

- Efter at have fået en ny rolle og mere tiltro her i Danmark leverede jeg masser af point med det samme, hvilket er supercool. Derfor synes jeg, at spillere burde kigge lidt på den danske liga, hvis man vil udvikle dele i sit spil, som man ikke har følt at man har fået lov at bruge i den defensive svenske ishockey, siger Alexander Lindqvist Hansen. 

Om han bliver i Herlev i den kommende sæson? Noget kunne i hvert fald tyde på, at parterne er lune på hinanden.

- Det føles lidt unødigt at tage væk fra klubben efter man har leveret en god sæson. Det lyder på Herlev, som om at de gerne vil, at jeg bliver og det føles vældig godt, siger Alexander Lindqvist Hansen til Hockeysverige.se. 

 


PODCAST: Olaf Eller gennemgår "slutspillet" og kårer den danske mester Rødovre-trup køber støttebilletter for 10.000 kroner - arenaen er nu "udsolgt"