Den rutinerede angriber skal spille sæson nummer syv i lyseblåt

Anders Førster er på den igen for SønderjyskE i den kommende sæson, hvor han for syvende sæson i alt skal tørne ud i lyseblåt. Det skriver sønderjyderne her til morgen, hvor Førster præsenteres som følger:

Anders Førster er klar til sin sjette sæson i træk – og den syvende i alt – i SønderjyskE Ishockey.

Så kan det godt være, at han stadig har en københavnsk dialekt, men knoglerne er styrket af sønderjysk rugbrød, og hjertet er blevet lyseblåt.

Den 32-årige forward er blevet en af de faste klipper på SønderjyskE-holdet, og den store fighter leverer altid en helhjertet indsats på isen.

Nu har Førster fået en etårig forlængelse, og direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at endnu en spiller fra danskerstammen er på holdkortet til 2020/21-sæsonen.

– Nu har vi endnu en af vores danske stamspillere på plads, og det er lige før, at vi kan sige, at det er en af vores egne. Han har i hvert fald vist, at han er en rigtig SønderjyskE-kriger, der altid giver alt for holdet, og det har han gjort gennem de mange sæsoner, han nu har været her.

– Han har en fantastisk indstilling til tingene, og han har en attitude, der smitter af på holdkammeraterne både i kamp og i omklædningsrummet. Du ved, hvad du får med Førster, og den slags er meget værd, og derfor er jeg glad for, at han også er på holdet til næste sæson, siger Klaus Rasmussen.

Anders Førster kom første gang til SønderjyskE i 2013, og efter en enkelt sæson i Gentofte var han tilbage i Vojens i 2015, hvor han har spillet lige siden.

I november 2019 blev han hyldet for sin kamp nummer 300 i SønderjyskE, og mange flere er altså på vej.


UNLIMITED: Esbjerg Energy-kort går som varmt brød SØNDERJYSK FANFORMAND klar til gigantisk rundtur