Nordjyderne vendte og vandt førstepladsen - og igen sprudlede Thomas Spelling for Pirates

Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital 6-3 (1-2,2-1,3-0) Der var topkamp i Bentax Isarena, da ligaens nummer to, Aalborg Pirates, hjemme tog imod ligaens førerhold, Rungsted Seier Capitals. I en fantastisk kamp, som på mange måde mindede om en slutspilskamp, formåede Aalborg at overkomme en chokstart, hvor gæsterne ellers var foran 2-0 efter blot 10 minutter.

Kampen startede ud med en kæmpe chance til gæsterne, da Marcus Olsson var tæt på at sende et slagskud i nettet efter en fejl i midtzonen fra Aalborg. Skuddet havde passeret George Sørensen i målet, men Mathias Røndbjerg, som var søgt ind foran mål, blev ramt på skøjten.

Generelt var det Rungsted, som kom bedst ud til kampen, og de fik sat hjemmeholdet under et højt pres, som Aalborg havde store problemer med at spille sig ud af. Det skabte nogle store fejl og sådan en fejl var Rasmus Andersson var utroligt tæt på at udnytte, da han fik pucken serveret på sin stav efter en fejl fra Anton Schou. George Sørensen var dog på plads og fik lige nøjagtig afrettet skudet nok, så det ramte stolpen.

Det kunne ikke blive ved med at gå godt for nordjyderne, og efter godt fem minuttters spil fik Rungsted endelig fuldt udbytte af deres overtag. En kæmpefejl bag mål fra Carl Neill gav Nichlas Hardt en gigantisk chance en meter foran mål, og den slags chancer skal man ikke give til landsholdsangriberen. Med et sikkert skud et det fjernest hjørne kunne han fortjent sende Rungsted på sejrskurs.

Den katastrofale start fortsatte for værterne, da Rungsted få minutter senere scorede. Denne gang var det Marcus Olsson, som efter en flot pasning fra Mattias Persson fandt plads foran mål. Her fik den svenske kaptajn sendt pucken flot op i nettaget bag George Sørensen til gæsteføring på 2-0.

Målet så ud til at få sat Aalborg i gang, og i det efterfølgende minutter fik de skabt et par enkelte chancer, som tilbagevendte Cristopher Nihlstorp dog fint reddede. Bedst som Aalborg endelig var ved at få momentum, tog Sebastian Bergholt en udvisning. En disciplin som var Aalborg dog utrolig gode til i søndags, og det forsatte ind i kampens første powerplay.

Den noget nær perfekte undertalssituation så ud til give Aalborg et selvtillidsboost. Pludselig fik de fundet mellemrummene i Rungsteds opdækning, og det begyndte at skabe et par chancer. Dog var det ikke fortjent, da netop Sebastian Bergholt sendte et flot håndledsskud op i det fjerneste målhjørne.

1-2 og nu kunne hjemmeholdet lugte blod. I flere omgange var Aalborg tæt på at udligne. Pierre-Olivier Morin var blandt andet tæt på at få klemt en puck forbi Cristopher Nihlstorp, da han pludselig fik plads bag mål til at skære ind foran. Ind gik pucken dog ikke, og derfor var det gæsterne som fortjent kunne gå til pausen foran med en etmålsføring.

Tre powerplaymål
Aalborg kom markant bedre ud til anden periode, og havde fundet mere fart i omklædningsrummet. Hjemmeholdet begyndte samtidig at vinde flere dueler, og kun den sidste aflevering forhindrede et par store chancer. Den første kvalificerede afslutning faldt dog til Rungsted på deres første angreb, hvor George Sørensen diskede op med en kanonredning på et åbent skud fra Olsson, som fik afsluttet fra slottet, men Sørensen fik stokhandsken op i tide og forhindrede en klar scoring til gæsterne.

Kampen var blevet mere fysisk, og tacklingerne sad hårdere end i første periode. Det mindede på mange måder om slutspilshockey, hvor der blev gået til stålet i alle dueller. Tempoet var skruet i vejret, og det gav også nogle flere tilfældigheder. På en af disse fik Anton Schou pludselig chancen med en friløber. Dog var Nihlstorp klar og fik sendt pucken over mål.

I situationen tog Hardt dog en udvisning, og den skulle vise sig at blive dyr, da Aalborg efter blot 20 sekunder havde udlignet. Thomas Spelling var ganske som i søndags arkitekten bag målet, da han sendte en fremragende pasning til Morin, som blot skulle styre pucken ind i et helt tomt mål.

Stor moral fra nordjyderne, som var helt nede i sækken i første periode. De sad nu totalt på kampen, og Aalborgs powerplay fik chancen for at vende kampen fuldstændig på hovedet.  En chance, man ikke skal give til et af ligaens bedste powerplays. Endnu engang var det Spelling som satte spillet op i det der lignede en tro kopi af udligningsmålet. Den eneste forskel var at målscoreren var Josh MacDonald, som scorede sit først mål for Aalborg Pirates. Nu 3-2 til hjemmeholdet.

Rungsted var til tælling, og Aalborg forsatte med at skabe chancer, og gik på mål ved enhver mulighed. Men bedst som nordjyderne var i størst dominans, fik Rungsted udlignet. Med Aalborgs lejesvend Jonas Brøndberg i boksen, sendte Tim Daly en kanonkugle afsted efter blot tre sekunders powerplay. Et regulært klassemål som George Sørensen aldrig nåede, at se før kampen igen var åbnet op. Kæmpe chancer til Højbjerg/Jakobsen og i den anden ende Jelert, der måtte se George Sørensen levere en regulær mirakelredning.

MacDonald og Jakobsen afgjorde
Rungsted skiftede målmand, da Nihlstorp måtte gå ud, efter at have modtaget en tackling midtvejs i anden periode. Derfor måtte unge David Grubak igen gå ind og vikariere for den svenske målvogter. Dog formåede Aalborg ikke at få testet Grubak i deres powerplay, men Jeppe Jul Korsgaard var igen nærgående kort efter, da han skar ind foran mål. Inden han fik afsluttet blev han dog væltet af flere spillere.

Kampen bølgede frem og tilbage, og man sad med fornemmelsen af at det næste mål kunne blive kampafgørende. Et mål Aalborgs Julian Jakobsen var utrolig tæt på at give hjemmeholdet, da han opsnappede en retur foran Grubaks mål. Mod den unge målmand fik den rutinerede forward dog ikke løftet pucken, og dermed kunne Grubak lave en flot benparade.

Aalborg begyndte stille og roligt at sætte sig på tingene, og Rungsted var sjældne gæster i Aalborgs zone. Grubak måtte lave et fine redninger, og havde igen været en solid backup for Nielstrop. Men med seks minutter igen fik Aalborg endelig passeret Grubak. Thomas Spelling var nok engang i oplægerens rolle, da han bag mål fandt Josh MacDonald, som sendte et skud på stolpen. Desværre for Grubak ramte returen ham i ryggen, og gik lige nøjagtigt ind over stregen.

Målet så ud til at knække Rungsted, og minuttet senere var den gal igen. Kirill Kabanov sendte Julian Jakobsen afsted, og denne gang fejlede piraternes kaptajn ikke. Med et flot håndledskud sendte han et skud op over stokhandsken på Grubak til en 5-3 føring.

Med tre et halvt minut igen, satsede Rungsted hele butikken og tog Grubak ud efter en icing. Desværre for Rungsted vandt nordjyderne pucken, og fik sendt Mikkel Højbjerg afsted, som definitivt afgjorde kampen med en scoring i tomt mål til slutresultatet 6-3.

Et flot comeback af det nye tophold i Metal Ligaen, som viste en stor moral ved at vende et truende nederlag til den tredje sejr på fem dage. En kamp, der fortjente langt flere tilskuere end de 375, som er tilladt i øjeblikket.


Solide ørne slog svækkede Herning i sikker stil Smal hjemmesejr og stort slagsmål i Frederikshavn