Han har gjort det glimrende, siden han kom til Frederikshavn. Samuel Jukuri var redningsmand i kampen om at komme til Metal Final4, og han har leveret shutouts i to af sine tre kampe.
Spørgsmålet er nu, om han bliver permanent mand i målmandsteamet hos White Hawks.
- Vi har på forhånd sikret os en option for resten af sæsonen, som vi kan udnytte efter den første måned, siger White Hawks-direktør Henrik Andersen til Kanal Frederikshavn op til kampen mod SønderjyskE i aften.
Spørgsmålet er naturligvis, HVOR slemt det står til med Tadeas Galansky, ligesom White Hawks formentlig også overvejer, hvorvidt man skal bruge to af de otte importkort på målmænd.
Lige nu har Frederikshavn - inklusive Jukuri - brugt sine otte pladser. Finnens kontrakt er på en måned.