Ny Rungsted-back glæder sig til at spille prof-hockey efter fire sæsoner på college

Et af de ubeskrevne blade, der vender hjem til Danmark til den kommende sæson, er backen Jacob Gammelgaard, der kommer til Rungsted fra Endicott College, hvor han i fire sæsoner har uddannet sig og spillet ishockey. I sine sidste sæsoner på Endicott College - næstbedste niveau - endte han som nøglespiller på holdet, og fik mange flotte ord med hjem fra Nordamerika.

Gammelgaard har fået sin ishockeyopdragelse i Esbjerg, men drog altså ud i en ung alder og vender nu hjem til Danmark igen. Men hvilken type spiller er han? I et interview med Rungsteds hjemmeside giver han et billede af, hvad publikum i Nordsjælland kan forvente af ham.

- Jeg ser mig selv som en stærk skøjteløber, der lægger vægt på det fysiske spil og en spiller, der er god til at isolere defensivt via en god stavposition. Jeg er en spiller som flytter pucken hurtigt for at skabe en offensiv mulighed fra den defensive zone, og endelig ser jeg mig selv som en spiller, der lægger meget vægt på kommunikationen på isen, lyder det fra Gammelgaard, der glæder sig til at begynde sin profkarriere i Rungsted.

- Metal Ligaen var det rette valg for mig i forhold til at starte min professionelle karriere. Min daværende træner og jeg diskuterede, hvilken klub, der ville være den bedste for mig og valget faldt på Rungsted. Da jeg samtidig har hørt rigtig meget positivt om klubben, truppen og den gode energi i omklædningsrummet - det tror jeg er vejen til succes - følte jeg, at det var den rette beslutning for mig, siger Gammelgaard.


Brace, Dupont og MacMillan fortsætter: Canadisk trio klar for Herning Redaktørens blog: Den mest interessante Metal Liga i mange år er på vej