Energy fører 2-1 i serien over Pirates efter endnu en udesejr i serien

Aalborg Pirates-Esbjerg Energy 4-7 (1-2,1-2,2-3) Tre kampe, tre udesejre.

Sådan er facit i serien mellem Aalborg og Esbjerg, hvor femteseedede Energy nu fører 2-1 og har hjemmebane på tirsdag. I dag var Grayson Downing den store spiller med et hattrick i vestjydernes 7-4-sejr.

Esbjerg Energy kom langt bedre ud til dagens kamp end i fredagens kamp, og lagde et højt tryk og pressede hjemmeholdets backer højt. Efter fire minutter gav det en scoring, da Lasse Bo Knudsen tabte pucken bag mål.

Frederik Bjerrum modtog pucken kort efter, og efter en redning fik han fat i sin eget retur, og tog vejen rundt om nettet, inden han smukt lagde en flot afslutning op i nettet bag George Sørensen.

Aalborg Pirates var tæt på at komme tilbage i kampen med et par glimrende skift kort efter scoringen, hvor de for første gang i kampen fik testede Seldrup og Esbjerg defensiven.

Udligningen kom dog ikke, og otte minutter inde i opgøret hamrede Simon Grønvaldt Esbjerg i front med 2-0. Efter en faceoff fik Arturs Salija spillet pucken over til Grønvaldt som uden tøven sendte et kraftfuldt skud direkte op i det fjerneste hjørne.

Igen var Aalborg Pirates tæt på at få svaret igen hurtigt, men trods flest skud var det gæsterne som var farligst. I flere omgange var gæsterne tæt på, men hvor George Sørensen måske burde have haft Grønvaldts scoring, så tog han revanche med flere redninger.

Heriblandt på en friløber til Brandon Magee, hvor skulderen på den danske målvogter forhindrede en mulig afgørelse på kampen efter blot 15 minutter.

Det lignede et Pirates-mandskab uden en vej tilbage som første periode gik længere og længere ind i sin sidste periode. Gæsterne sværmede omkring George Sørensens mål, men bedst som det lignede 0-3, fik Nikolai Nielsen bragt nordjyderne tilbage i kampen med et skud fra toppen af slottet, som stryg op i nettet.

En dramatisk udvikling, som smittede af på de sidste to minutter af perioden, hvor det var en ond stemning i Sparekassen Danmark Isarena, og hvor spillet blev utroligt fysisk omkring alle dueller foran mål. Det var Aalborg tæt på at udligne på med et minut igen, da en retur endte hos Jeppe Jul Korsgaard, som dog sendte pucken forbi mål.

Anden periode var en langt mere taktisk og disciplineret indsats fra begge mandskaber i de første otte minutter, hvor begge hold trods enkelte skud på mål aldrig fik truet modstandernes mål. Den første rigtig store endte dog i nettet, da Philip Larsen tabte sin stav og gav Jeppe Jul Korsgaard og Kirill Kabanov chancen for at komme afsted i to mod en-situation. Pucken endte bag mål, og her tog Korsgaard sagen i egen hånd og kørte frækt rundt om mål og fik sendt pucken ind langs stolpen til 2-2.

Målet skulle igennem et langt videotjek, men blev godkendt, og Aalborg var bedst i de næste ti minutter, men uden at de fik skabt mange store åbne chancer, til trods for flere powerplay muligheder.

I anden periodes sidste tre minutter kostede det dyrt, da Esbjerg viste sin glimrende effektivitet. Grayson Downing slog sin direkte markering, og fandt et rum inde foran George Sørensen, som Josh Winquist udnyttede til at spille den canadiske angriber helt fri til en nem 2-3-scoring.

Viljen og effektivitet til forskel

Kort efter var det Josh Winquist som kom på måltavlen. Aalborg tabte en duel foran mål og stod pludselig utroligt passivt i egen zone, og den plads skal man ikke give til Winquist. Med oceaner af plads tog han sigte og sendte et perfekt håndledsskud ind ved nærmeste stolpe til 2-4.

En katastrofal afslutning på anden periode for hjemmeholdet, som nu havde et mindre bjerg at bestige for at komme tilbage i kampen i tredje periode. En bjergbestigning som fik den perfekte start, da de nordjyske værter efter lidt over to minutter af perioden fik reducerede. Anders Koch trykkede af direkte efter en faceoff, og med masser af trafik foran gik pucken direkte op i det fjerneste hjørne.

Et mål, som skabte energi til de næste par minutter, hvor begge hold fik flere store chancer. Det nordjyske håb fik dog et ordentligt tilbageslag, da Esbjerg fik et straffeslag.

En motorvej åbnede sig op i midten ud af ingenting, og her var Lasse Bo Knudsen tvunget til at trække nødbremsen. Det gav et straffeslag som Grayson Downing med baghånden flot udnyttede.

Målet til 3-5 lukkede på mange måder kampen og med ti minutter igen kom den endelig afgørelse, da gæsterne fik scorede til 3-6. Igen var det Frederik Bjerrum som scorede, da han kom første på en løs puck efter et blokeret Gordie Ballhorn-skud. Foran mål kunne han let sende pucken ind bag George Sørensen, som lod sig udskifte med den ukrainske målmand Arthur Ogandzhanyan.

Den nye målmand kunne se hjemmeholdet komme i undertal, men fremfor 3-7, scorede Julian Jakobsen efter et hårdt pres. Esbjerg tabte pucken i egen zone, og pludselig fik den nordjyske kaptajn chancen for at gå direkte på mål. Her fejlede Jakobsen ikke, og satte flot pucken op i nettaget.

Spændingen forsvandt dog kort efter, da Grayson Downing fuldendte sit hattrick med en scoring i tomt mål til slutresultatet 4-7. Dermed kunne vestjyderne fejre en ny sejr i Aalborg, og en føring i serien, inden tirsdagens kamp, hvor vestjyderne har chancen for at sikre sig hele tre matchbolde.


GOALSHOW: SE MÅLENE FRA AALBORG-ESBJERG GOALSHOW: SE MÅLENE fra Herning-SønderjyskE