Herning Blue Fox – Odense Bulldogs 1-2 (0-0,0-1,1-0) (0-1)
Odense Bulldogs har vundet sit første danske mesterskab i ishockey. Tre sejre i Herning sætter en tydelig streg under, at fynboerne har haft gang i en fantastisk sæson, der kulminerede i slutspillet. Et stærkt kollektiv har båret det hele vejen rundt, og følelserne fik frit løb for alle fynboer, spillere, ledere, trænere, organisation, og ikke mindst fans.
De første tyve minutter var vel ret beset Hernings bedste periode i serien indtil videre. Godt bakket op af et feststemt KVIK Hockey Arena, som absolut stadig troede på tingene, var det med stort pres ned mod Lundström i Odense buret.
Mathias Bau havde et par muligheder, og Hjalte Thomsen var igen en kreativ styrke på Blue Fox mandskabet, der kunne skabe chancer på egen hånd. Ja fynboerne var presset godt ned, og havde kun enkelte kontramuligheder i første periode.
Billedet ændrede sig markant i begyndelsen af anden periode, for på Odenses første reelle mulighed i kampen, ja så var der kasse. Brinkman arbejdede godt i hjørnet, pucken ind til Thelin, der klappede til den, og så var Radim Piroutek over returen fra Seldrup, og sendte de mange medrejsende fynske fans i guld-ekstase.
Det var noget mere rodet i anden periode. Ikke de store chancer, og man var påpasselig med ikke at lave en afgørende fejl. To gange måtte Herning kæmpe i undertal, og de stred forbilledligt. Odense fik det ikke rigtig til at køre i powerplay, og man anede måske en smule nervøsitet hos fynboerne.
I det sidste undertal var det faktisk tæt på at Herning udlignede, da Lundström ikke vidste hvor pucken var. Det opfangede Mathias Bau, men den svenske keeper fik i sidste øjeblik sat sig ned over pucken, og Odense slap med skrækken og kunne skøjte til periodepause med en 1-0 føring, og blot 20 minutter fra klubbens første guldmedalje nogensinde.
Nu skulle Herning frem og finde minimum en scoring for at bringe nyt liv i serien, og midtjyderne forsøgte og forsøgte. Odense kæmpede med alt hvad de havde, og defensivt stod fynboerne rigtig godt.
Luka Burzan havde gæsternes bedste mulighed i tredje periode, men en fræk afslutning med baghånden fik ikke som fortjent. Her kunne Odense have afgjort mesterskabet til egen fordel.
Herning lagde stort pres på mod slutningen, og man ventede på det sidste skud i bøssen fra Garth Murray. Men pludselig, ud af det blå, på en kæmpe tilfældighed, fik hjemmeholdet udlignet til 1-1. Maksim Popovic fik, via Radim Pirouteks skøjte, sendt pucken ind bag en prisgivet Lundström. Her manglede der 2:46, og Odense så tæt på guldet som aldrig før.
Popovic kunne have blevet den helt store helt for Herning, da han med 27 sekunder igen fik en gigantisk mulighed for at score. Desværre for ham og midtjyderne blev det lige ved og næsten, og så skulle der overtid til for første gang i serien.
Mathias Bau ragede en tåbelig udvisning til sig i sidste sekund af tredje periode, og så var alt pludselig serveret til fynboerne. Det var dog begrænset hvad de havde fået ud af de første tre powerplay i aften, men nu havde Paul Thompson muligheden for at bruge pausen til for alvor at få taktikken i overtallet til at spille.
Det blev ikke i powerplay de afgjorde sagerne, men kort efter lykkedes det, da Markus Jensen fik lidt for meget plads, og klappede pucken ind bag en Seldrup, der ikke så for godt ud i den situation.
Afgørelsens time i dette års Metal Liga, hvor Odense Bulldogs vinder sit første danske mesterskab nogensinde. En kæmpe fest venter helt sikkert for fynboerne, ikke kun i Herning, men også når de ud på natten rammer Odense, hvor flere tusinde uden tvivl vil stå og tage imod de nykårede mestre.