Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls 7-0 (3-0,4-0,0-0) Det var to hold med selvtilliden i bundkælderen, der tørnede sammen i lokalbraget mellem Herlev og Rødovre. Værterne var stadig uden nyerhvervelsen Jason Willms, skadede Mikkel Skjellerup, mens Marius Kring og Jeppe Kramer var i Slovenien med det danske U20-landshold.
Det samme var William Bundgaard og Frederick Amondsen hos gæsterne, mens Sami Moilanen havde gjort Marcus Almquist og Frank Gymer selskab på skadeslisten.
Herlev tog hurtigt styring på kampen, og sad på langt det meste i de første 20 minutter. Fokus havde tydeligvis ligget på spillet foran mål, og der skulle ikke gå længe for det gav udbetaling ved kasse et.
Tre scoringer blev det til på den konto i første periode, hvor værternes powerplay også viste sig frem, da Isac Skedung fik sendt pucken ind bag William Rørth i Rødovre målet.
Hvis man forestillede sig at Herlev ville lette trykket på gaspedalen i den midterste periode, så kunne man godt tro om igen.
Svenske Axel Lindström blev dobbelt målscorer, og det samme blev Mathias L. Hansen, der fulgte op på sin scoring i første periode, med endnu en i den midterste. Også Isac Skedung scorede såmænd to gange.
Der var ikke meget der fungerede for Rødovre, der var sjældne gæster i offensiv zone.
Herlev tæppebombede med afslutninger, og Kasper Larsen fik hamret hul på sin scoringskonto, der han i powerplay trykkede pucken i kassen til 7-0.
Lasse Carlsen blev sendt i bad i tredje periode, men derudover var det en relativt begivenhedsløs periode, hvor Rødovre ikke kom til meget, og hvor Herlev ikke havde travlt, og allerede havde øjnene rettet mod næste opgør.
7-0 til Herlev, der dermed brød en nederlagsstime på fire kampe, mens Rødovre tabte for sjette kamp i træk.