Herlev Eagles - SønderjyskE 4-1 (0-0, 2-1, 2-0)
Slut på miniferie med landsholdspause og en god kamp i vente i Spar Nord Arena. De sidste to opgør holdene imellem havde dagens hjemmehold som vinder, dog efter forlænget spilletid i Vojens. Først 6-3 i Herlev og dernæst en tæt afgørelse med 3-2 i Frøs Arena. Denne aften samme udgang og atter tre point til Herlev, der fortjent tog sejren.
Kampens indledning bød en tilbagevendt Oskar Drugge, der igen var at finde i den danske liga, denne gang for gæsterne. Men den største profil var hjemmeholdets Oliver True, der har gang i en fantastisk sæson.
En høj stav fra hjemmeholdet betød første udvisning til Noah Samsøe gav momentum til gæsterne, og kort efter måtte Magnus Gøtterup Povlsen samme vej og fem mod tre til SønderjyskE i halvandet minut. Erik Hanses i Herlev-målet blev godt og grundigt opvarmet i et overtal, der ikke virkede imponerende og langt fra skarpt. Herlev overlevede og skred straks til angreb igen.
SønderjyskE keeper Nicolaj Henriksen havde rigeligt at se til de næste minutter hvor pucken blev kørt rundt i alle kroge af målfeltet, men held og dygtighed holdt hjemmeholdet fra fadet.
Med seks minutter til første pause var det tid til gæsternes første udvisning. Det var Jacob Schmidt-Svejstrup der brugte albuen ureglementeret. Overtalsspil er en af Herlevs stærke sider, og det var da også lige ved, men gæsterne blev igen fuldtallig, inden uret sagde fire minutter til pause med to nuller på scoreboardet i en ellers medrivende affære.
Anden periode blev domineret af gæsterne, der ville lidt mere end hjemmeholdet, men igen lukkede Herlev godt ned for stormen, og fik endelig efter fem minutter byttet en god mulighed som blev reddet af Nicolaj Henriksen. Det var dog stadig gæsterne, der ville mest, og hjemmeholdet der måtte slå befriere for at holde sig i kampen. Begge mandskaber afsluttede fra distancen på de to keepere der let reddede alle forsøg.
Med fem minutter igen af perioden kom åbningskassen, hvor flere kiksere sendte pucken ind i slottet foran Nicolaj Henriksen der kunne konstatere, at Oliver True tørt havde bragt hjemmeholdet i front. Føringen blev udbygget 15 sekunder senere ved Oliver Arle Östergren, der udnyttede et klumpspil, og ud af ingenting var Herlev i front med 2-0. Kampen var vendt på hovedet.
Igen et halvt minuts tid gået, hvor et kikset udspil af Herlev blev fanget af SønderjyskE’s Jacob Schmidt-Svejstrup der spillede Nikolaj Krag-Christensen fri til reducering, og igen en piv åben forestilling. En ellers tam anden periode eksploderede henunder afslutningen med tre scoringer på et par minutter. 2-1 til Herlev inden sidste periode.
Tredje periode startede med et par gigantmuligheder til hjemmeholdet, men Henriksen var på plads. Det virkede som gæsterne havde leveret, hvad de kunne og blot søgte efter fyraften.
En udvisning til udeholdet efter godt fire minutter var en gave, der betød endnu en scoring til Herlev. Skarpretter var Joseph Jonsson, der hakkede pucken i kassen og fortjent bragte hjemmeholdet i front med to. Det var i realiteten kampens afgørelse. Herlev var godt tilfreds og stillede sig sikkert i egen zone og SønderjyskE besad ikke kvaliteterne til at åbne defensiven.
Med godt tre minutter tilbage af perioden endnu et overtal til Herlev der endte uden scoring, men tiden gik og med et halvt minut tilbage kunne Alexander Lindqvist-Hansen cementere sejren med en scoring i tom kasse.