Eagles havde overraskende få problemer med at hjemtage sejren over et tamt Esbjerg-mandskab

Esbjerg Energy – Herlev Eagles 1–4 (0-2 , 0-1, 1-1)

Herlev og især Brett Thompson var for stor en mundfuld for et tandløst Esbjerg-mandskab, der uden den store gnist eller entusiasme, havde det svært mod et kynisk og effektivt Herlev-hold, der ført an af Brett Thompson og en veloplagt Emil Jidskog i målet, forbavsende let kunne hjemtage de tre point.

Esbjerg skulle tirsdag aften forsøge at følge op på den flotte og helstøbte indsats mod Frederikshavn i søndags, som kastede en overbevisende sejr på 6-1 af sig til vestjyderne. Dagens modstander var Herlev, der senest fik presset duksene fra Aalborg ud i overtid, men dog måtte tage til takke med et enkelt point i sidste ende.

Efter ni spillerunder er det stadig meget tæt i Metal Ligaens tabel. Esbjerg indtog forud for aftenens runde tredjepladsen, mens Herlev lå placeret som nr. seks. Det er dog værd at bemærke, at kun to point skilte de to mandskaber.

Herlev stillede tirsdag aften uden Mads Carlsen, Tobias Ruelykke og Simon Golbert, mens Esbjerg måtte undvære Matt Pistilli og Grayson Downing.

Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og Emil Jidskog.

Kyniske Herlev tog tidlig og fortjent føring

Indledningsvist var der gode takter fra værterne, der var mest på pucken og som tilmed fik etableret sig i gæsternes zone igennem længere sekvenser. Men det var småt med afslutninger fra vestjyderne, særligt i de første 20 minutter.

Esbjerg måtte da også se Herlev løbe med kampens første scoring, da inkonsekvent forsvarsspil kostede for vestjyderne i det femte minut. Brett Thompson fandt en fri Joonas Riekkinen inde foran mål, hvor han fik lidt for let spil og kynisk passerede Seldrup til 0-1.

Gæsterne trak kort tid efter scoringen kampens første udvisning, men bort set fra et drøjt hug fra distancen af Niklas Andersen, så var der ikke meget bid over det vestjyske powerplay.

Esbjerg-spillerne var i det hele taget alt for meget på flad fod på dette stadie i kampen. Herlev arbejdede bedre og hjemmeholdets markeringer sad ikke hvor de skulle.

Derfor var det egentligt heller ikke den store overraskelse, at Herlev bragte sig foran med 2-0 efter otte minutter, hvor gæsternes stærke canadier Brett Thompson viste sublimt overblik og satte Acke Ringström op til afslutning midt i slottet. Den svenske back eksekverede sikkert, mens den melankolske vestjyske defensiv slukøret begav sig mod udskiftningsboksen.

Endnu en overtalsmulighed blev forspildt af hjemmeholdet, som man rundede periodens halvvejsmærke. Jesse Mychan og Christian Wejse fik ganske vist skabt lidt panik foran Herlev-målet, men Jidskog stod godt imod og fik i sidste ende afværget for gæsterne.

Vestjyske frustrationer, da Herlev udbyggede til 0-3

Esbjerg fik en gylden chance for at få en god start på anden periode, da kaptajn Jesse Mychan i det første minut stak af sted på break away. Jidskog blev dog den store i duellen med canadieren.

Gæsternes Benjamin Mauritzen tiltrak sig opmærksomhed af den negative slags, da han to gange indenfor fire minutter måtte indkassere en udvisning. Men to tandløse vestjyske powerplays senere, ja så stod der stadig 0-2 på tavlen.

Mon ikke man var mere end almindeligt trætte af det i Esbjerg-lejren, da Herlev kort tid efter at være blevet fuldtallige øgede til 0-3 efter en kontra, hvor Alexander Lindqvist Hansen i to omgange fik listet pucken forbi Seldrup?

Mod slutningen af perioden opstod der lidt tumult midt på isen, som følge af vestjyske frustrationer, der begyndte at koge over. Da dommerne havde gjort regnskabet op var to Esbjerg-spillere og en Herlev-spiller sendt i straffeboksen og Herlev kunne altså slutte perioden i overtal.

Esbjerg kæmpede forgæves med Thompson & Co.

Som tredje periode skred frem formåede Herlev fortsat dygtigt at holde Esbjerg til afslutninger ude fra de ufarlige positioner. Svigtede markeringerne en sjælden gang, havde man i Emil Jidskog altid en sikker sidste skanse i målet.

Esbjerg, der som tidligere nævnt i forvejen var uden Grayson Downing og Matt Pistilli løb ind i nye skadesproblemer tre minutter inde i perioden, da Trevor Cheek måtte støttes fra banen og mod omklædningsrummet med en ”lower body injury”. Skidt for vestjyderne, der dermed kan være uden tre af deres absolutte profiler forud for fredagens lokalopgør i Herning.

Men tilbage til spillet på isen, hvor Esbjerg egentligt stadig var meget på pucken, men hvor man fik skabt alt alt for lidt. Man virkede tid tider nærmest bange for at afslutte og når der endelig faldt en afslutning, var den ofte sendt af sted fra mere eller mindre håbløse positioner.

Herlev gjorde det enkle og det gjorde de godt. Rigtigt godt. Esbjerg kunne ganske enkelt ikke komme ind hvor det blev farligt. Gæsterne stod godt i banen og tog imod uden at miste fatningen. Særligt man of the match, Brett Thompson fortjener kredit, da han til tider måtte stå model til lidt af hvert fra de gulblusede.

Esbjerg fik pyntet lidt på resultatet efter syv minutter, da Travis Brown gik bag om gæsternes mål og lagde en fornem pasning ind til Valdemar Ahlberg, der havde taget opstilling midt i slottet. Herfra eksekverede Ahlberg sikkert, da pucken blev sendt op over skulderen på Jidskog til 1-3.

Scoringen kastede nogle minutters intensitetsløft af sig hos Esbjerg, men gang på gang rendte man panden mod Herlev-muren. Zach Pochiro og Niklas Andersen var blandt få vestjyske lyspunkter denne aften, men trods hårdt arbejde og et par giftige forsøg, så blev det ikke til yderligere Esbjerg-scoringer.

En Herlev-udvisning med 1:15 tilbage af kampen gav Mark Pederson mulighed for at kalde en time out og efterfølgende spille seks mod fire. Men Esbjerg fik aldrig lagt det fornødne tryk, så Herlev kunne i stedet lukke kampen med en 1-4-scoring i det tomme mål, da der resterede syv sekunder. Scoringen var, naturligvis fristes man næsten til at sige, signeret Brett Thompson, der med en scoring og to assists var kampens store oplevelse.


VIDEO: Thomas Lillie efter CHL-kampen i Finland SønderjyskE sled sig til 4-1-sejr over Odense