24-årige Petter Hansson skal aflaste defensiven hos Blue Fox

Når Herning om en god halv time går i aktion i Metal Ligaens Knæk Cancer-kamp mod Aalborg Pirates, bliver det med svenske Petter Hansson på isen. Han er kommet ind på en korttidskontrakt, der gælder november måned ud og skal altså afhjælpe den kritiske backsituation hos midtjyderne, hvor det vælter ind med skader og karantæner for øjeblikket.

- Petters rolle hos Blue Fox er i første omgang at afhjælpe det midtjyske forsvar, der er hårdt spændt for, og som skal sikre den nødvendige aflastning, for at afværge yderligere skader. Kontrakten er derfor en korttidskontrakt gældende frem til udgangen af november måned.

- Petter spillede sidste sæson for Klagenfurt i EBEL ligaen, og har indtil videre blot haft en enkelt optræden for sin barndomsklub GSK Hockey i Gislaved i den svenske 2. division med 2 point til følge. Herudover har han spillet en del i HockeyAllsvenskan og enkelte optrædener i den bedste svenske liga SHL. Petter kommer til med en god størrelse på 187 cm og små 90 kg bag, og så blev han tilbage i 2015 drafted af New York Islanders, hvilket borger for, at han kommer til at kunne hjælpe Byens Rødder gennem de næste godt fem uger, skriver Blue Fox. 

Petter Hansson spiller i aften i andenkæden sammen med Bjørn Uldall. 


Et enkelt mål var nok for Aalborg i Herning Pressens All Stars er sat til kampen 7. november