Herning kan se frem til en lille pause oven på et hårdt kampprogram der blev afsluttet med en sejr over Rødovre. Publikum fik ikke færre end 10 scoringer at varme sig på denne råkolde eftermiddag.

Herning Blue Fox - Rødovre Mighty Bulls: 7-3 (2-1, 3-1, 2-1)

Herning havde fået Victor Cubars klar til dagens kamp, og han kunne passende glide ind i kæden med Mathias Bau og Morten Poulsen i fraværet af Andris Derins. Gæsterne var - set ud fra tabellen - en ganske ovekommelig modstander, men Rødovre havde altså tre ud af fire mulige sejre i de inbyrdes opgør.

Herning fik da heller ikke lagt det forventede tryk på gæsterne fra kampens start, og selv i powerplay fik man aldrig testet David Grubak.

Det ændrede dog ikke på at Herning var klart mest på pucken, og i Rødovre var man sikkert fint tilfredse med at holde midtjyderne på ydersiden. Selv satsede man på at slå til på omstillinger og en stærk præstation i målet.

Tilbagevendte Cubars fik kampens hidtil bedste chance, da han i powerplay afsluttede første gang, men spillet lod stadig meget tilbage at ønske for de fremmødte.

De kunne i stedet se hvordan den skulle snøres, da Mads Ellers langt ude fra sendte et projektil op i det fjerne hjørne, og Rødovre fortsatte altså med at volde Herning problemer.

Herning lykkedes dog med at slå tilbage da Brett Thompson tog sagen i egen hånd. Canadieren gled ind imellem to Rødovre-spillere inden han lagde pucken i mål med en listig afslutning.

Nu gik det ellers stærkt og Morten Poulsen kunne score sit første mål siden sin skadespause. Poulsen stod fri midt i faceoff-cirkelen og han passerede igen Grubak med en kontant afslutning.

De tre scoringer faldt med lige over ét minuts forskel og fik altså vendt en småkedelig affære til en ganske underholdende en af slagsen.

Ny chokstart

Publikum havde knap nået at finde tilbage til deres pladser før Rødovre fik udlignet til 2-2. Christian Thunbo afsluttede og returen fra Carruth tog skøjten på Sebastian Stromstad og sprang i mål.

Herning skulle endnu engang ikke bruge lang tid på at sætte modsvaret på tavlen. Bau opsnappede pucken og fandt Poulsen der køligt afventede inden han sendte pucken i kassen.

I Petter Hansson og Santeri Suistio har Blue Fox ligaens måske stærkeste backpar. Sidstnævnte vandt en duel ved banden og spillede op til Magnus Carlsen, der satte svenskeren op til et slagskud, der strøg i netmaskerne. Nydelig scoring fra Hansson og stærkt forarbejde fra backmakkeren.

Blue Fox var sprudlende i disse minutter og man fik også hurtigt øget til 5-2. Et længere pres så pucken ende for bladet af Thörnberg der fandt legekammeraten From, og så måtte Grubak igen kapitulere.

Hjemmeholdet vadede i chancer og overfaldt ganske enkelt gæsterne. Grubak havde rigeligt at se til og det var ikke til at se Herning spillede deres 10. kamp på blot 20 dage.

Rødovre drillede fortsat

Herning gik ud til tredje periode og satsede på at lukke opgøret definitivt med en tidlig scoring. Både Hansson og Thörnberg var tæt på at opfylde det mål, men Rødovre var altså stadig inde i kampen om point.

Man havde dog på fornemmelsen at det var en stakket frist for drengene fra Vestegnen, men Grubak tog virkelig fra inde i målet. Han spillede i øvrigt en stærk kamp for gæsterne og kunne ikke lastes for stillingen på tavlen. 

Rødovre var aldrig i nærheden af Carruths mål, men man var alligevel på nippet til en reducering. Mikkel Persson blev dog vurderet til at sparke pucken ind, og Herning slap altså med skrækken.

Det gjorde man til gengæld ikke da Sebastian Stromstad noterede sig for sin anden scoring i kampen, og gæsterne havde nu godt fire minutter til at fuldbyrde et mirakuløst comeback.

Mathias From afgjorde dog kort efter sagerne endegyldigt, da han i vanlig høj fart strøg ind i zonen og flåede et håndledsskud over skulderen på Grubak.

Victor Cubars fik æren af at lukke og slukke for en ganske festlig eftermiddag til 7-3.

 

 

 

 


GOALSHOW: Se målet fra SønderjyskE-Herlev Herlev sejrede i jævnbyrdigt opgør