Herning sikrede to point i Rødovre efter afgørelse ved Mathias Bau Hansen i overtiden

Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox 3-4 OT (0-1, 1-1, 2-1, 0-1): For anden tirsdag i træk var der Mighty Bulls mod Blue Fox på menuen i Rødovre Centrum Arena. Herning havde indtil videre haft overtaget på Rødovre i Metal Ligaen, så hjemmeholdet skulle forsøge at slå igen i aften. I øvrigt i en hal helt uden tilskuere som følge af coronarestriktioner.

Aftenens opgør var imidlertid igen med Herning som den toneangivende part i særligt de første to perioder. Rødovre vågnede op til dåd i de sidste 20 minutter, og Marcus Almquist sikrede ét point til tyrene med 10 sekunder igen. Mathias Bau Hansen afgjorde opgøret i overtiden i stærkt samarbejde med Cameron Brace.

Herning sad på spillet fra begyndelsen og havde flere relativt ufarlige forsøg på Janis Voris, der var blevet foretrukket i Rødovre-målet. Hjemmeholdet havde første afslutning efter syv minutter, da Maksim Popovic forsøgte sig i maven på Albert Adamsen i gæsternes mål.

De fleste chancer gennem perioden tilfaldt Herning, der havde mere fart og større præcision i afleveringerne. Patrick Madsen havde stor chance med seks minutter til pause, men flot lukket af Rødovres lettiske målmand.

Det store spilovertag til gæsterne gav pote med fem minutter til pause. Morten Poulsen fik lov at stryge frem gennem Rødovres zone, og han sendte pucken mellem benene på Voris, der kun halvklarede. Føring til gæsterne, der også dominerede resten af perioden.

Anden periode var kun 26 sekunder gammel, da Petter Hansson klappede den ind fra kanten af slottet. Frit udsyn til Janis Voris, men han nåede ikke at reagere på forsøget. Der gik kun yderligere to og et halvt minut, før Frederik Kaels fandt vej til netmaskerne tæt under mål. To hurtige scoringer fra start og 1-2 på måltavlen.

Spil frem og tilbage i tiden efter med lille overvægt til Herning i spil og chancer. Første powerplay i matchen tilfaldt hjemmeholdet ved halvvejsmærket, men Rødovre havde ikke en eneste afslutning på Albert Adamsen. For lidt beslutsomhed – og gæsterne kunne let klare sig gennem.

Herning med klart overtag i resten af perioden. Frit udsyn for Janis Voris på de fleste skud, men gæsterne producerede i hvert fald tre-fire reelle chancer i de midterste 20 minutter. Den ene ramte overliggeren ved Reid McNeill. Smal føring til Herning inden sidste periode.

To og et halvt minut inde slog Rødovres franskmand, Antonin Manavian, til med et knaldhårdt skud i nettaget fra venstre side. Albert Adamsen nåede aldrig at reagere, og så stod der 2-2.

Rødovre var som forvandlet efter udligningen med større fart, hurtigere pasninger og flere afslutninger. Herning dog stadig med, og kun store redninger af Janis Voris hindrede scoringer ved Petter Hansson og Cameron Brace.

Stor chance til Rødovres amerikanske debutant, Mitch Callahan, da han med otte minutter igen modtog pucken i fri position foran Hernings mål. I stedet kunne Herning slå til i den anden ende. Markus Jensen rundede en Rødovre-back på offensiv blå linje og skøjtede frem og lagde pucken flot ind. Føring til gæsterne med seks minutter igen.

Begge hold fik en udvisning med 12 sekunders mellemrum med to minutter igen. Rødovre-træner Thor Dresler trak Janis Voris ud i samme ombæring for et sidste forsøg på udligning. Og udligningen skete 10 sekunder før tid. Det var Marcus Almquist, som strøg frem i venstre side, og uden dikkedarer hamrede han den højt i mål. 3-3 efter ordinær tid og drama til det sidste.

Herning fik straffeslag kort inde i overtiden, men Mark MacMillan misbrugte forsøget. Som altid et livligt tre mod tre-spil, og kampens afgørelse skulle også findes i dette spil. Mathias Bau Hansen og Cameron Brace kombinerede sig frem til 3-4-målet med et minut igen. Bau matchvinder i en kamp, hvor Herning samlet set var stærkest. Nøjagtig som sidste tirsdag på samme is.


Tenniscifre og helstøbt Esbjerg-indsats Joachim Blichfeld vender hjem til San Jose med øjeblikkelig virkning