Efter en spændende og til tider ganske målrig uge, har vi nu endnu engang været i gang med at sætte ugens hold på Metalligaen.dk.
Følgende spillere har taget sig ind på holdet.
Målmand: William Rørth (Rødovre) Endnu engang stod Rørth "på hovedet" for Rødovre - denne gang mod Herning, hvor han tog hele 41 skud. Dermed var Rørth fundamentet for endnu en Rødovre-sejr og dermed en bevarelse af håbet om slutspil.
Back: Anton Johansson (Herlev) Spillede en formidabel kamp hjemme mod Frederikshavn, hvor han fik 21:43 minutter og var her, der og allevegne. Johansson scorede i tomt mål og leverede to flotte assister. Han noterede sig ligeledes for +3 i plus/minus-statistikkerne.
Back: Travis Brown (Esbjerg) Scorede to gange i Esbjergs storsejr over det decimerede Rungsted-mandskab. Spillede 20 minutter, scorede to gange og noterede sig +2 i statistikkerne. På vej i form sammen med Jeff King. Det bliver værdifuldt for Esbjerg.
Forward: Jesper Thörnberg (Odense) Odense skulle melde sig offensivt tilbage i den her uge og det gjorde fynboerne med 9-2 i Rungsted og 4-2 hjemme over Frederikshavn. Thörnberg scorede to gange og leverede tre assister i de to kampe og er på sporet igen.
Forward: Steffen Frank (SønderjyskE) En af de gamle "cirkusheste" er pludselig dukket op fra savsmulden igen. Scorede to meget vigtige mål for sønderjyderne i løbet af ugen, der sikrede udligning i slutfasen mod både Aalborg og Herning. Dermed sørgede han reelt for point - både til sig selv og sine holdkammerater.
Forward: Thomas Spelling (Aalborg) Spelling har virkelig indstillet sigtekornet for øjeblikket, hvilket han viste i Herlev, hvor den stærkt skydende Spelling noterede sig for karrierens niende hattrick. Han bliver yderst værdifuld i Aalborgs kamp for at erobre førstepladsen i grundspillet fra Herning.