Seks spillere har sædvanen tro arbejdet sig ind i ugens A-kæde - her er de

Der var i den grad gang i målscoringen og den "personlige markering" i den forgange uge i Metal Ligaen. Seks spillere har fået æren af at komme med på Metal Ligaens "ugens hold".

Målmand: Lukas Horak (Herlev): Fortsætter sit storspil i Eagles-målet. Holdt modstanderne nede på to mål i alt i flotte sejre på 2-1 over Odense (endda efter straffeslag) og 3-1 i Rungsted. Reddede 64 af 66 skud og står dermed med en redningsprocent på næsten 97.

Back: Anton Johansson (Herlev): Plads til endnu en Herlev-mand fra den defensive afdeling. Anton Johansson er stærk i defensiven og samtidig en offensiv drivkraft hos Eagles. Ingen point i ugen, men 50 minutters istid og stærkt spil i begge ender i en Herlev-defensiv, der fungerede flot i sidste uge.

Back: Patrick Madsen (Herning): Leverede to assister fredag aften mod Rungsted og var bundsolid som (næsten) altid. Madsen stod for skuddet, som Morten Poulsen styrede i mål og var med opspillet til et af Joachim Linnets to fine scoringer. 

Forward: Mads Eller (Rødovre): Har de seneste sæsoner ligget på omkring 20 point pr. sæson, men i den her uge eksploderede han. Tre point mod Herning og tre point i Vojens mod SønderjyskE og stærke indsatser i begge kampe. Næsten en "karriereuge" for Rødovres kaptajn.

Forward: Julian Jakobsen (Aalborg): Konstant drivkraft for Aalborg, også i den forgangne uge. Julian Jakobsen scorede to gange i den kuriøse kamp i Frederikshavn og fortsatte i opvisningsmatchen mod Esbjerg, hvor det blev til to scoringer og en enkelt assist. 

Forward: Grayson Downing (Esbjerg): Javel, Esbjerg tabte 1-7 i Aalborg fredag aften (her holdt Downing sig på en nogenlunde statistik), men sikke en pragtkamp han leverede mod SønderjyskE på hjemmebane tidligere på ugen, hvor det blev til en sejr på 6-2 og hvor Downing dominerede lokalrivalerne. 


VIDEO: CHRISTOPHER FREDERIKSEN efter Rungsted-Frederikshavn Norsk trænergambling kostede dyrt