Topholdet vandt i straffeslag og sneg sig til to point

Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital 2-3 (1-0,0-0,1-2) 0-0,0-1 Det blev tæt i aften i Odense, hvor hjemmeholdet stensikkert vil ærgre sig over, at jagten på Rødovre ikke blev intensiveret maksimalt denne tirsdag aften.

Bulldogs var blot 37 sekunder fra at skabe endnu en overraskelse mod topholdet fra Rungsted, inden Tim Daly udlignede – og senere afgjorde i straffeslag – i en hektisk og til tider topintens match i VinMedKant Arena. Det hele endte 3-2 til Rungsted.

Gæsterne leverede en hidsig start på kampen og førstekæden satte straks pres på Galansky i Odenses mål i jagten på revanche for det overraskende 1-4-nederlag i det seneste opgør mellem de to mandskaber.

I øvrigt den første Odense-sejr over Rungsted siden 2017.

Fynboerne har med de mange nye spillere i truppen de sidste måneder tillagt sig en mindre kamikazeagtig spillestil og spiller med langt mere omtanke end tidligere i sæsonen.

Stille og roligt fik Bulldogs etableret sit spil på egen blå linje.

Rungsted havde dog den største mulighed i kampens første fase, da Shane Hanna skød på tværstangen, men Odense scorede til gengæld første periodes eneste mål, da Dale Mitchell erobrede pucken fra Oscar Schulze og fandt sin nye bedste makker, Georgs Golovkovs inde foran kassen.

Letten fik lirket pucken op i fjerneste hjørne, og Bulldogs var foran 1-0. En føring, der holdt pausen ud, og vi så en anden periode, hvor spillet bølgede frem og tilbage med en ivrig Nikolaj Rosenthal som en af førerhundene i Rungsteds jagt på udligning.

Hidsigt i anden periode
Han fik som altid supplement af sine offensive backer Morten Jensen og Shane Hanna, der også flere gange var med fremme for at forsøge sig.

I den anden ende var det Mitchell-kæden, der satte de offensive accenter for Odense.

Oliver Anker Christensen er kommet overraskende stærkt ind som styrmand for de to imports, Mitchell og Golovkovs, og aalborgenseren spiller lige nu sit hidtil bedste for Bulldogs.

Nikolaj Rosenthal kunne med rette føle sig snydt for en mulighed i overtal, da han blev hooket og holdt i en friløber, og Odenses Christopher Kamph burde have været i brusebad for alt for høj tackling i hovedet på Tim Daly i midten af perioden, men slap med to minutter for charging.

Episoden skabte stor tumult efterfølgende.

Rungsted endte i powerplay, men var tandløse i to minutter.  

Nikolaj Rosenthal var på spil igen, da Sebastian Ehlers og Oliver True blev fanget i et pucktab alt for langt fremme i banen.

En hurtig omstilling gav en friløber til Rosenthal, men Galansky reddede med skinnen, og var tilbage i sin gamle stil med flere fine reaktioner, når Rungsted skød løs.

Nu får han hjælp af fem mand i modsætning til tidligere på sæsonen, hvor det mildt sagt har haltet med opbakningen til tjekken.

Det blev hidsigt i slutningen af anden periode, hvor gæsterne var frustrerede over manglende rytme i spillet og et par kald, som Rungsted-boksen mildt sagt ikke var tilfreds med.

Dale Mitchell havde en god mulighed på en kontra og ganske overraskende var stillingen stadig 1-0 til fynboerne efter 40 minutter.

Dramatisk afslutning
Rungsted havde problemer med at komme skarpt ind i Odenses forsvarszone i begyndelsen af tredje periode og blev flere gange fanget i fynske omstillinger.

Dale Mitchell var på pucken i en tre mod en-situation, som canadieren forvaltede dårligt.

Det samme gjorde Alex Wideman, da han var helt fri foran Galansky.

Canadieren skød lige forbi, men den nervøse stemning i Rungsted-boksen blev forvekslet til regulær forløsning i det 49. minut, da Shane Hanna maste sig helt ind omkring målet, fandt en løs puck og udlignede til 1-1.

Vi var på vej mod et regulært drama i de sidste 10 minutter.

Rungsteds offensiv var betingelsesløs, nu og da grænsende til hovedløs. Da topholdet angreb med fire og en halv mand og mistede pucken, kom Oliver Anker og Dale Mitchell af sted i en to mod en-situation.

Oliver Anker spillede på tværs og denne gang flænsede Mitchell pucken op i nettaget til 2-1.

Normalt vil fire minutters powerplay til Rungsted være lig med scoring, men to udvisninger til Oliver True lige efter hinanden gav ikke den ventede udligning. I stedet var Rungsteds powerplay nervøst og med flere kiksede afslutninger.

Tadeas Galansky leverede et par vanvittige redninger, og Rasmus Andersson røg ud i 10 minutter for brok, da Rungsted til sidst havde trukket målmand Nihlstorp ud.

Ros til gæsterne for at bevare roen i det afgørende pres.

Charlie Sarault fik skudt på mål fra højre, Galansky blokerede med skinnen, og i den anden side skød Tim Daly direkte på returen. Stærkt reageret af Daly og 2-2 med 37 sekunder igen.

Overtiden blev trang for Odense, der begyndte med en friløber til Oliver Anker Christensen som måtte se Nihlstorp redde.

Kort efter blev Sebastian Ehlers udvist for hooking, og med Shane Hanna som styrmand borede Rungsted sig fast i fire mod tre. Tim Daly var tættest på, da han hamrede på stolpen, og det var to minutters ren overlevelse for fynboerne.

Samme Daly var eneste mand, der scorede i den efterfølgende straffeslagskonkurrence, hvor Nihlstorp blokerede både Mitchell, Oliver Anker og Golovkovs.


Herlev drejede kampen og slog til i slutfasen og overtiden Frederikshavn hentede smal sejr i Rødovre