Herlev Eagles-Herning Blue Fox 4-3 (0-3,0-0,4-0) Herning på besøg i Spar Nord Arena, hvor de var kommet for at få vasket den seneste tids skuffende resultater af sig. Træner Pelle Hånberg talte inden opgøret om at få banket noget selvtillid ind i spillerne, og det kom der lidt af allerede i første periode, hvor gæsterne var bedst.
For Herlev Eagles var en af aftenens historier, at Marius Kring Andersen vendte tilbage til klubben, efter et kort ophold på Malmös Junior-20 hold. Han bragede igennem på bronzeholdet sidste sæson, og blev fortjent udråbt som ’årets unge spiller’ i Metal Ligaen. Han gjorde en god figur i sin første kamp, og med tiden skal han nok kunne tilføre noget energi til Herlevs backlinje.
Det var gæsterne fra Herning, der satte sig på opgøret. Hurtige fødder og hurtige pasninger var nøglen til succes for midtjyderne, og efter små fem minutter gav det pote. Magnus Carlsen gled på tværs af zonen, og fik placeret pucken udenom Adam Ohre i Herlev målet.
Det bragte lidt liv i hjemmeholdet, som fik presset spillet frem i Hernings zone, og havde flere gode muligheder. Men Herlevs afslutninger røg forbi målet. Og bedst som Herlev nærmere sig udligningen, slog Brett Thompson til på sin gamle hjemmebane. Helt fri i slottet, trak han pucken op i nærmeste hjørne. Og da endnu en gammel Herlev-kending gjorde det til 3-0, virkede det mest som om Herlev havde brug for en pause til at få strammet op på aftalerne. Det var Victor Cubars, der scorede periodens sidste mål.
Anden periode mindede meget om første periode; bare uden scoringerne. Det var Herning der var bedst og mest på pucken. Herlev parerede bravt, og havde enkelte kontraløb.
Periodens største chance tilfaldt også hjemmeholdet, da Oliver True var tæt på at overliste Andersen i Herningmålet. Men stolpe og en lille brise forhindrede pucken i at danse over stregen.
Anden periode endte målløs, og Herlev havde opgaven klar for sig inden de sidste tyve minutter. Der skulle holdes tæt bagude, samtidigt med at man skulle frem over isen og lave mål.
Og der kom fart og drama i kampens sidste periode. Lindqvist-Hansen bragede en kanon af og scorede til 1-3 i en situation, hvor der var en afventende udvisning til Herning.
Scoringen gav hjemmeholdet blod på tanden, og da Joseph Jonsson øjeblikket efter scorede til 2-3, var Herning lammet. Herlev fornemmede muligheden og kørte hårdt på. Og scoringen til 3-3 var så absolut kampens flotteste. Elvenes afsluttede tæt under mål, efter at Jonsson og Johansson havde gjort Herning spillerne til rene statister i deres pasningsshow.
To minutter senere scorede Herlevs fyrtårn Joseph Jonsson til 4-3 i powerplay. Kampen var afgjort, og hjemmeholdet havde vendt et truende og stort nederlag til en dramatisk sejr. Herning forsøgte med de sidste krampetrækninger, og hev målmanden til fordel for en ekstra markspiller.
Men Herlev holdt hjem, og sikrede sig dermed tre fine point points til samlingen. 11 points ned til sidstepladsen, og kun fire points op til Rungsted på sjettepladsen. Herning er nu kun fire point foran SønderjyskE og Esbjerg, der pludselig kan snuse andenpladsen i grundserien. Midtjyderne har dog en henholdsvis to kampe i hånden i forhold til de jyske konkurrenter i toppen.