Odense Bulldogs har skrevet kontrakt med den ukrainske back Igor Merezhko for 2022/23-sæsonen

Den 24-årige back skifter Rubin Tyumen i den næstbedste russiske liga, VHL, ud med Metal Ligaen, når han fra den kommende sæson tørner ud for Odense Bulldogs på en ét-årig kontrakt.

Det skriver fynboerne i en pressemeddelelse. Den nye back præsenteres således:

Igor Merezhko spillede i den forgangene sæson en stor rolle på Rubin Tyumen-mandskabet, som vandt den næstbedste russiske liga, VHL, med en samlet finaleseriesejr over Dynamo St. Petersburg. Igennem sæsonen bidrog den fysisk stærke back bl.a. med 31 point fordelt på 10 mål og 21 assister.

Udover pointene, så kommer Igor med en masse fysik og lederskab, og trods sin højde på 194 cm, så er han en rigtig mobil skøjteløber. Hans kvaliteter har der været holdt øje med i et stykke tid nu. 

-Vi er rigtig glade for, at Igor nu er en del af Bulldogs. Han har en god størrelse (194 cm) og en rigtig god bevægelighed, af en stor stærk back at være. Vi har scoutet Igor i en periode og følt at vi gerne ville tilføje denne type spiller til vores backlinje. Han har et godt balanceret "allround spil" og kan spille i alle situationer af spillet. Et højrefattet skud, en spiller med erfaring fra Nordamerika og var en fremtrædende back profil i VHL i sidste sæson. Som 24-årig er han allerede en leder for sit landshold Ukraine, og ville med al sandsynlighed kunne have spillet i KHL i næste sæson.

- Igor vil slutte sig til en gruppe talentfulde backer, som vi allerede har, og vi føler det er et perfekt match til vores gruppe, både som person og spiller, siger Odense-træner Paul Thompson.  

Backen på de 194cm og 100kg startede sin ungdomskarriere ud i hjemlandet Ukraine for Donbass Donetsk, og drog senere til Østrig, hvor han spillede for diverse u-hold. Som senior, tog Igor Merezhko turen over Atlanterhavet til Canada, hvor han tørnede ud for Lethbridge Hurricanes i WHL. De sidste to sæsoner som assisterende anfører. De sidste tre sæsoner har Igor været at finde i VHL, først for Humo Tashkent og senest for Rubin Tyumen. 

 

        


Ales Sova skifter til hjemlandets næstbedste række Oliver Anker Christensen tilbage i Aalborg